Rigspolitichef: Hver en sten skal vendes i sag om teledata

Tilbundsgående undersøgelse er nødvendig for at genskabe tilliden til teleoplysninger, siger rigspolitichefen.
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det er afgørende, at hver en sten bliver vendt i sagen om fejl i politiets teledata.

Sådan lyder det fra rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, efter at sagen om fejlbehæftede teledata har vist sig endnu større end først antaget.

"Det er en meget, meget alvorlig sag, fordi det stiller spørgsmålstegn ved brugen af teledata i forbindelse med arbejdet med straffesager. Det er også derfor, vi arbejder i alle hjørner af det her for at være sikker på at få identificeret alle de problemstillinger, alle de fejl der overhovedet er. Det er jo den eneste måde, man kan genskabe den tillid, der er nødvendig for at bruge det her," siger Jens Henrik Højbjerg.

Mandag har Rigsadvokaten meddelt, at man midlertidigt stopper brug af teledata som bevis for domfældelse i straffesager.

Teleoplysninger vil heller ikke kunne bruges som grundlag for varetægtsfængsling af mistænkte.

Det skyldes, at man under gennemgangen af sagen er blevet opmærksom på nye fejlkilder.

Det er nu påvist fejl i forbindelse med konverteringen af geografiske koordinater for telemasters placering.

Det betyder, at der kan være indgået fejlbehæftede masteplaceringer, som er anvendt til at sandsynliggøre en telefons position.

Derudover er der konstateret forskellige konkrete fejl i den rådata, som politiet modtager fra teleselskaberne.

"Rigsadvokaten har truffet en rigtig beslutning, og vi skal så bruge al den tid, vi overhovedet kan, til inden for de næste 60 dage at få vendt hver en sten på det her område," siger rigspolitichefen.

Det midlertidige stop for brug af teledata gælder i to måneder frem til 18. oktober.

Offentligheden hørte første gang om sagen 17. juni.

Rigspolitiet forklarede dengang, at der har været en it-fejl i det program, der håndterer teleoplysninger fra teleselskaber.

Flere end 10.000 straffesager fra perioden 2012 til 2019 skal som konsekvens tjekkes igen, blev det oplyst.

Senere er det kommet frem, at det også er nødvendigt at kigge på sager fra før 2012.

Rigspolitichefen har ikke det eksakte tal for, hvor mange sager der skal tjekkes på ny.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har iværksat en undersøgelse af sagen, der ledes af landsdommer Olaf Tingleff.

Rigspolitiet og Rigsadvokaten skal aflevere en samlet redegørelse til justitsministeren om sagen inden udgangen af september.

Rigspolitiet skifter ud i ledelse efter ny udvikling i telesag

Mangelfulde data åbner nyt kapitel i teledata-skandale

Domstolene hørte først om teleskandale efter 102 dage 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også