Fagforening vil sikre udvalgte ledige uden om a-kasserne

Ase tilbyder 250.000 udvalgte lønmodtagere fordelagtige lønforsikring, der giver minister panderynker.
Foto: Carsten Ingemann/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Carsten Ingemann/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Ledigheden blandt sygeplejersker, lærere, økonomer og jurister er historisk set så lav, at fagforeningen Ase nu ser en god forretning i at tilbyde disse og andre udvalgte faggrupper en ny lønforsikring. 

Det skriver Jyllands-Posten. 

For samme beløb som et a-kassemedlemskab får man flere tusinde kroner ekstra om måneden ved ledighed. Samtidig skal den ledige ikke leve op til a-kassernes krav om samtaler og jobsøgning. 

Ase går målrettet efter 250.000 danske lønmodtagere, som er særligt profitable, fordi deres risiko for at blive arbejdsløs er lav.

Antallet af private lønforsikringer er firedoblet på otte år til 350.000. Men Ases model adskiller sig ved at gå målrettet efter de mest profitable grupper.

Ordningen bliver derfor set som et opgør med solidariteten i den danske model.

"Hvis vi forringer dagpengene, forsvinder sikkerhedsdelen, og så er vi på vej mod en arbejdsmarkedsmodel, der minder om den engelske eller amerikanske. Og det tror jeg ikke, at nogen er interesseret i," siger arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Thomas Bredgaard til Jyllands-Posten. 

Ifølge administrerende direktør i Ase Karsten Mølgaard Jensen skyldes den nye forsikring, at der reelt ikke er nogen økonomisk tryghed i dagpengene.

"Hvis det danske solidaritetsprincip er ensbetydende med, at nogen skal betale for en forsikring, som de ikke kan bruge til noget, så er det et brud med det."

"De her mennesker har det samme krav på en forsikring, der giver dem reel økonomisk tryghed, så de kan betale deres husleje og regninger, og det er det, dette produkt skal ses som et bud på," siger han.

Ases nye model giver panderynker hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

"Det er på mange måder en konstruktion, der får alarmklokkerne til at ringe hos mig. Når man begynder at selektere i gruppen, er det et brud med vores kollektive arbejdsløshedssystem," siger han til Jyllands-Posten. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også