Nye skatteregler åbner for en sværm af fonde

Danske investorer får fra årsskiftet en langt bredere palet at investere ud fra, når op imod 200 nye aktiebaserede investeringsfonde som følge af en mildere beskatning for alvor kan melde sig ind i kampen om de private investorers penge.
Fra årsskiftet får danskerne bl.a. mulighed for at investere i en række fonde fra bl.a. iShares, som er verdens største udbyder af ETF'er, typisk lavomkostningsfonde, som følger et indeks. | Foto: Bax Lindhardt/SP / SP
Fra årsskiftet får danskerne bl.a. mulighed for at investere i en række fonde fra bl.a. iShares, som er verdens største udbyder af ETF'er, typisk lavomkostningsfonde, som følger et indeks. | Foto: Bax Lindhardt/SP / SP
Lene Andersen

Fra årsskiftet øges kampen om danskernes frie midler betragteligt.

Det sker, når antallet af aktiebaserede investeringsfonde rettet mod private danske investorer med et slag mere end fordobles.

Det bliver en realitet, når 1.380 fondskoder, som dækker over op mod 500 forskellige udenlandske fonde, overgår til at blive beskattet med samme satser som dansk aktieindkomst. Det vil for mange investorer give en mildere beskatning af deres afkast.

Blandt dem er op imod 200 såkaldte ETF’ere, fra iShares, Xtrackers og Lyxor, der er internationale børsnoterede fonde, der følger et indeks og typisk har særligt lave omkostninger. Dertil kommer andre billige passive fonde fra bl.a. Storebrand. Det fremgår af en ny oversigt fra Skattestyrelsen.

Presser traditionelle fonde

Den uafhængige investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen glæder sig over det stigende udvalg af fonde.

"Udvalget af billige udenlandske ETF’ere og indeksfonde, som beskattes som aktieindkomst, nærmer sig nu i størrelse det danske marked for børsnoterede udbyttebetalende aktiefonde, hvoraf mange trumfes af ETF’erne på kvalitet i form af lavere omkostninger og højere afkast. Det er godt for danske investorer," siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Saxo Banks globale chef for investorsalg, Philip Frijs, mener, at den mere ensartede beskatning vil betyde meget for udbredelsen af ETF'ere i Danmark. Det kan lægge et stigende pres på de traditionelle danske investeringsforeninger.

"Vi har set, at vore private kunder gennem 2019 i stigende grad er blevet interesserede i at handle ETF'ere. Der er stigende fokus på priserne. Vores forventninger er, at med den nye lov vil langt flere ende med at handle med ETF'erne," vurderer Philip Frijs.

Han konstaterer, at i en verden, hvor mange venter markant lavere afkast på aktier fremadrettet, kan omkostningerne ved at investere i investeringsfonde blive af langt større betydning end i dag.

Også danske fonde lettes

Hos Miranova, der i årevis har været talsmænd for investering i lavprisfondene, siger direktør Rune Wagenitz, at den nye beskatning af frie midler er en fordel for nogle investorer, men ikke for alle. Det afhænger af den enkeltes økonomiske situation.

Blandt de godkendte fonde hos Skattestyrelsen, der fremover beskattes mildere, er også almindelige aktive investeringsfonde, herunder flere danske.

Det skyldes bl.a., at akkumulerende investeringsbeviser normalt beskattes som kapitalindkomst, men ved at blive registreret som "godkendte aktiefonde" kommer ind under den nye aktieskat.

Overblik: Sådan påvirker finansloven erhvervslivet

Professor: Aktiesparekontoen bør afskaffes 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også