Lizette Risgaard i skarp kritik af Arbejdstilsynet efter stilladsoptøjer

FH-formand Lizette Risgaard kritiserer i skarpe vendinger Arbejdstilsynets kontrolindsats med en byggeplads i København.
Væltet stillads. Op mod 300 stilladsarbejdere er samlet for at markere deres utilfredshed med forholdende på en byggeplads i området ved Lundtoftegade på Nørrebro, mandag den 2. december 2019. Ifølge stilladsarbejderne foregår der social dumping på byggepladsen. | Foto: Ida Guldbæk Arentsen//
Væltet stillads. Op mod 300 stilladsarbejdere er samlet for at markere deres utilfredshed med forholdende på en byggeplads i området ved Lundtoftegade på Nørrebro, mandag den 2. december 2019. Ifølge stilladsarbejderne foregår der social dumping på byggepladsen. | Foto: Ida Guldbæk Arentsen//
VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF A4 Medier

Arbejdstilsynets kontrol med en byggeplads på hjørnet af Tikøbgade og Lundtoftegade på Nørrebro i København har været helt uacceptabelt.

Sådan lyder kritikken fra formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard.

Det skriver A4 Arbejdsmiljø.

Den skarpe kritik fra fagbevægelsens absolutte top kommer efter, at Arbejdstilsynet i to omgange afviste at rykke ud på baggrund af klager fra folk fra Dansk El-Forbund, der observerede, at litauiske håndværkere arbejdede i 6. sals højde med pandelamper efter mørkets frembrud på byggepladsen.

Dansk El-Forbund i København har adresse lige ved siden af den omstridte byggeplads.

"Det er rent ud sagt helt uacceptabelt. Arbejdstilsynet skal naturligvis prioritere at køre ud, hvis der er mistanke om brud på arbejdsmiljøloven, og der er risiko for, at ansatte kan komme til skade," siger Lizette Risgaard.

Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at Arbejdstilsynets ageren i forhold til byggepladsen i Lundtoftegade langt fra er et engangstilfælde. Ifølge ministeriets egne tal rykker tilsynet ud til cirka 40 procent af de klager og henvendelser, som de får om mulige brud på arbejdsmiljøloven.

Men det er langt fra godt nok, lyder det fra Lizette Risgaard.

"Det er ganske enkelt ikke godt nok, at Arbejdstilsynet kun rykker ud til mindre end halvdelen af klagerne. Ikke mindst fordi vi ved, at når Arbejdstilsynet kører ud på klager, så finder de meget ofte, at der desværre er noget at komme efter."

"Jeg vil gerne sende den appel til Arbejdstilsynet, at når der ringes på akuttelefonen, så skal de køre ud - også om søndagen," siger FH-formanden.

Arbejdstilsynet ønsker ikke at udtale sig om henvendelser til akuttelefonen i den konkrete sag. Tilsynet konstaterer dog i en skriftlig kommentar, at man har gennemført to kontrolbesøg på byggepladsen - et i maj og et den 21. november - og i ingen af tilfældene har man konstateret brud på arbejdsmiljøloven.

’Arbejdstilsynet har besøgt byggepladsen på Tikøbgade to gange uden at konstatere farlige forhold eller brud på arbejdsmiljøloven, herunder er stilladset blevet tjekket', skriver Arbejdstilsynet.

Både søndag den 24. november og søndag den 1. december ringede folk fra El-Forbundet til Arbejdstilsynets akuttelefon og bad tilsynet om at rykke ud til byggepladsen på hjørnet af Lundtoftegade.

Begge gange afviste Arbejdstilsynet at rykke ud omgående. Søndag den 1. december indgik parterne dog en aftale om, at tilsynet skulle rykke ud den efterfølgende dag eller dagen efter. Det skete dog aldrig på grund af optøjer med væltede stilladser på byggepladsen.

Byggeriets hårde hunde er klar til (klasse)kamp

3F kritiserer Arbejdstilsynet i stilladssag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også