Enhedslisten vil ansætte flere til at kontrollere moms og skat

Det koster den danske stat milliarder, at Skatteministeriet ikke fører ordentlig kontrol med momsindbetaling.
Foto: Niels Christian Vilmann//
Foto: Niels Christian Vilmann//
Af Ritzau

"Chokerende".

Det er i store træk den måde, Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, beskriver de nye oplysninger om manglende kontrol med momsindbetalinger fra Rigsrevisionen.

Rapporten omtaler problemer på momsområdet i Danmark, som koster staten milliarder af kroner hvert år. 

"Det er chokerende oplysninger, der er i rapporten. Og det er ekstra chokerende, fordi det desværre ikke er nyt, at der er massive problemer med momsområdet," siger Rune Lund.

Reaktionen kommer på baggrund af en endnu ikke offentliggjort rapport fra Rigsrevisionen, som TV2 er kommet i besiddelse af.

Her fremgår det, at skattemyndighederne i for høj grad slækker på kontrol og opfølgning med moms. 

Det betyder eksempelvis, at flere milliarder kroner ikke er blevet inddrevet.

Momsområdet omhandler 200 milliarder kroner og er derfor en vigtig indtægtskilde for staten.

Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, kalder rapportens resultater "ærgerlige".

"Jeg synes, det er meget ærgerligt, at der systematisk kan blive snydt med moms på denne her måde, uden at det bliver optaget. Og det forventer jeg selvfølgelig, at skatteministeren (Morten Bødskov (S), red.) griber ind overfor," siger hun.

Konkret viser rapporten, at det for mange virksomheder nærmest ikke kan betale sig at angive moms. 

For hvis de blot undlader at gøre det over et helt år, så sænkes momsen automatisk til 8000 kroner per kvartal - uanset hvilket beløb virksomheden tidligere har betalt.

Det er særligt det aspekt, som er nyt for Rune Lund. Han siger ellers, at det i flere år har været kendt, at der var store problemer med inddrivelsen. 

"Rapporten fra Rigsrevisionen giver ny viden om, hvor problemerne ligger henne. Og så er der nye aspekter, i forhold til hvor presset hele kontrollen er på skatteområdet. Men det overordnede billede af, at vi har en organisation og en skattekontrol, der ikke fungerer, det er desværre det samme, som det har været i flere år," siger han.

Rune Lund mener derfor, at skattekontrollen skal styrkes, blandt andet ved at ansætte flere medarbejdere til at finde fejl og snyd med skat og moms.

Det er De Radikale enig i. Om det overvejende bør være i form af digital eller manuel kontrol, vil skatteordfører Kathrine Olldag dog lade fagfolk vurdere.

"Vi har fuldt fokus på, at det er med kontrol, skal sættes ind. Der er altid plads til en mere i Skat," siger hun.

Rapport: Manglende momskontrol medfører milliardtab for staten

Skattestyrelsen kontrollerer færre virksomheder for snyd 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også