Erhvervsorganisationer vil øge fradrag for forskning til 130 pct.
![Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv, foreslår sammen med Dansk Industri at øge virksomheders fradrag for forskning og udvikling. | Foto: Jonas Olufson](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article12096091.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7aa4hb20jsh7w093p8f.jpg)
Politikere på Christiansborg bør i kølvandet på coronakrisen arbejde for at sikre danske selskabers konkurrenceevne ved at øge fradraget for forskning og udvikling fra de nuværende 102 pct. til 130 pct.
Det mener erhvervsorganisationerne Dansk Industri og Dansk Erhverv, skriver dagbladet Børsen.
"Det er afgørende, hvis vi skal bevare den stærke erhvervsstruktur og vores velfærdssamfund, at vi får forbedret vores konkurrenceevne. Vi skal nu ud og sælge på et mindre marked, og det vil sige, at vi skal konkurrere hårdt og ikke bare fastholde, men også gerne øge vores markedsandel i eksportlandene," siger Brian Mikkelsen, adm. direktør for Dansk Erhverv, til avisen.
Skatteminister Morten Bødskov (S) skriver i en mail til Børsen, at regeringen kigger på hvilke skattemæssige værktøjer der kan tages i brug for at komme bedst muligt gennem krisen.