Erhvervslivet: Kan tage år at indhente tabet fra coronakrisen

Regeringen venter et stort fald i økonomien i år. Det kan tage flere år at rette op på, spår erhvervslivet.
Den danske nedlukning har ramt store dele af erhvervslivet - også Københavns Lufthavn. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den danske nedlukning har ramt store dele af erhvervslivet - også Københavns Lufthavn. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der kan komme til at gå noget tid, før at den danske økonomi finder tilbage til niveauet fra før coronakrisen.

Det vurderer Dansk Industri og Dansk Erhverv i forbindelse med, at regeringen tirsdag middag fremlægger Økonomisk Redegørelse.

Ifølge flere medier viser redegørelsen, at regeringen regner med en tilbagegang i den danske økonomi på 5,3 procent i år.

Herefter kan der gå op mod flere år, før at økonomien finder tilbage til niveauet fra før krisen, vurderer erhvervsorganisationerne.

"Når vi spørger vores medlemmer, så regner de ikke med, at det bliver inden for det næste halve år, at de er tilbage på normal omsætningsniveau," siger Morten Granzau, underdirektør i Dansk Industri.

Han tilføjer, at især eksportvirksomhederne kigger et godt stykke ind i næste år, før at de fleste af dem regner med at være tilbage på det normale niveau.

"Så det her er en krise, der kommer til at trække spor ind i næste år og måske endnu længere, alt afhængigt af hvor hurtigt man får styr på situationen rundt omkring i verden," siger Morten Granzau.

I Dansk Erhverv er cheføkonom Tore Stramer enig i, at det kan tage flere år for økonomien at finde tilbage på sit tidligere niveau.

"Det tager mange år. Der kommer nok til at gå til 2022, før vi har indhentet det tabte," siger Tore Stramer.

Ifølge de medier, der allerede har fået indblik i Økonomisk Redegørelse, venter regeringen til næste år en stigning i den danske økonomi på fire procent.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også