Ringsted sender coronasmittede til nabokommuner efter udbrud på slagteri

Der kan blive brug for hjælp fra flere steder, hvis smitten bliver ved med at sprede sig, siger borgmester. Ringsted er blevet Danmarks nye smittecentrum, efter at mindst 79 ansatte på Danish Crowns slagteri i byen har fået konstateret coronavirus.
Danish Crowns slagteri i Ringsted har omkring 850 ansatte. | Foto: PR-foto Danish Crown
Danish Crowns slagteri i Ringsted har omkring 850 ansatte. | Foto: PR-foto Danish Crown
AF RITZAU

Antallet af coronasmittede i Ringsted Kommune er nu så højt, at kommunen er begyndt at sende syge borgere til nabokommunerne.

Det fortæller borgmester Henrik Hvidesten (V) til Fagbladet 3F.

"Vi skal finde en alternativ bopæl til de coronasmittede, der ikke kan gå i selvisolation hjemme. Fordi antallet er så højt, er det svært for os at håndtere alene. Derfor har vi spurgt om hjælp hos vores nabokommuner," siger han.

Ringsted er blevet Danmarks nye smittecentrum, efter at mindst 79 ansatte på Danish Crowns slagteri i byen har fået konstateret coronavirus.

Mange af de ansatte, der er blevet smittet, kommer ifølge Danish Crown fra Polen og andre østlande.

De bor ofte under forhold, hvor det er svært at isolere sig selv i 14 dage, hvis man bliver coronasmittet, forklarer borgmesteren.

"Det er typisk borgere, der bor sammen, men ikke har adgang til eget toilet, bad og køkken, som vi skal hjælpe med at finde et andet sted at gå i isolation," siger Henrik Hvidesten.

Ringsted Kommune havde et beredskab klar til at træde i kraft og tilbyde selvisolation til de coronaramte, hvis der opstod omfattende smittespredning.

På byens vandrehjem havde kommunen aftalt, at de kunne modtage coronasmittede, hvis der blev behov for det.

"Men vi havde aldrig regnet med, at vi blev ramt så hårdt, som vi er blevet," siger Henrik Hvidesten.

Det betyder, at mindst fem smittede fra Ringsted er blevet rykket til fire andre kommuner i omegn af byen, hvor de skal sidde i selvisolation på vandrehjem, hoteller og feriecentre.

Her skal de holde sig indenfor og væk fra andre i 14 dage, indtil det er sikkert, at de ikke kan smitte andre mere.

Men på trods af hjælpen fra nabokommunerne kan det blive nødvendigt at flytte endnu flere coronasmittede ud af Ringsted snart, forklarer borgmesteren.

"Hvis smittespredningen eskalerer yderligere, og vi får brug for endnu flere isolationsboliger, så skal vi ud og tale med nogle flere kommuner, om de kan hjælpe os," siger Henrik Hvidesten.

Tirsdag morgen åbner et lokalt coronatestcenter i Ringsted Kommune, som skal sikre, at testkapaciteten i byen forhøjes markant.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også