Dansk Industri opfordrer til hjemmearbejde i 18 kommuner

Erhvervsorganisationen Dansk Industri læner sig op ad myndighedernes anbefaling og opfordrer til hjemmearbejde i videst muligt omfang.
Sanne Claudius Stadil, vicedirektør i Dansk Industri | Foto: PR/DI
Sanne Claudius Stadil, vicedirektør i Dansk Industri | Foto: PR/DI

På dagens pressemøde i Sundheds- og Ældreministeriet lød der en opfordring fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til hjemmearbejde i videst muligt omfang på offentlig og private arbejdspladser i Odense og København Kommune og yderligere 16 kommuner.

Og nu lyder samme opfordring fra erhvervsorganisationen Dansk Industri.

"Vi vil anbefale vores virksomheder at støtte op om anbefalingerne fra myndighederne, så de iværksætter hjemmearbejde i det omfang, det kan lade sig gøre for virksomhederne," siger Sanne Claudius Stadil, vicedirektør i Dansk Industri, til PolicyWatch.

"Det er klart, at der kan være medarbejdere, som arbejder i produktion, og som derfor ikke kan arbejde, uden at de er fysisk på arbejdspladsen – men der er også medarbejdere, der vil kunne arbejde hjemme. Det har virksomhederne jo prøvet før, og det har fungeret fint mange steder," siger Sanne Claudius Stadil.

Har I fået reaktioner fra nogen af jeres medlemmer efter dagens pressemøde?

"Nej, det har vi ikke. Der skal nok komme nogle spørgsmål, men jeg tror ikke, det bliver en storm, som vi oplevede i marts, for virksomhederne har prøvet nedlukning og hjemmearbejde før," siger Sanne Claudius Stadil.

Fra organisationen Dansk Erhverv er der indtil videre ingen kommentarer til Sundhedsministeriets anbefaling, oplyser presseenheden til PolicyWatch.

I Odense Kommuner har man allerede taget konsekvensen af myndighedernes anbefaling og sendt op mod 2000 kommunale medarbejdere hjem, skriver Ritzau. Det gælder foreløbigt frem til 22. september.

"På baggrund af ministerens anbefaling har direktørgruppen og jeg truffet beslutning om, at man arbejder hjemmefra i det omfang, det er muligt at løse opgaverne i administrationen uden at være på et kommunalt kontor," siger Stefan Birkebjerg Andersen, stadsdirektør i Odense Kommune, til Ritzau.

Smykkevirksomheden Pandora har ifølge Børsen sendt sine ca. 600 ansatte på hovedkontoret i København om at arbejde hjemmefra fra den 8.–22. september.

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også