Erhvervsstyrelsen overvejer at undersøge Deloittes revision af Danske Bank

Erhvervsstyrelsen vurderer for tiden, om den skal iværksætte en undersøgelse af Deloittes revision af Danske Banks årsregnskab for 2015.
Foto: PR/Deloitte
Foto: PR/Deloitte

Erhvervsstyrelsen vurderer lige nu, om der er grundlag for at iværksætte en undersøgelse af revisionshuset Deloittes revision af Danske Bank i årene fra 2015 til 2019.

Det fremgår af et svar til Folketingets erhvervsudvalg fra erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Erhvervsstyrelsens svar kommer efter en henvendelse til erhvervsudvalget fra Gunnar Mikkelsen, der er aktionær i Danske Bank. Gunnar Mikkelsen politianmelde i marts i år Deloitte og de underskrivende revisorer på Danske Banks årsregnskab for 2015.

”På baggrund af oplysninger fra Gunnar Mikkelsen og de oplysninger, der er kommet frem i medierne om hvidvask i Danske Bank i perioden efter 2014, vurderer styrelsen i øjeblikket, om der nu er grundlag for at iværksætte en undersøgelse af revisorernes arbejde i forbindelse med afgivelsen af revisionspåtegninger på årsregnskaberne for 2015-2019 for Danske Bank,” skriver Erhvervsstyrelsen i sit svar.

”Resultatet af en undersøgelse vil kunne indebære, at der rejses en disciplinær sag mod revisionsvirksomheden og de underskrivende revisorer,” lyder det videre.

Politianmeldelse nedstemt

FinansWatch har forsøgt at få en kommentar fra Deloitte. Det er ikke lykkedes inden artiklens deadline.

I 2015 overtog Deloitte revisionen af Danske Banks regnskaber. Fra 2007 til 2013 var revisionsvirksomheden KPMG hyret som uafhængig revisor. I 2014 fusionerede KPMG med Ernst & Young, der reviderede bankens 2014-regnskab.

Berlingske afdækkede senere, hvordan der i samme periode var løbet mistænkelige pengestrømme gennem Danske Banks filial i Estland.

I 2019 politianmeldte Erhvervsstyrelsen Ernst & Young for overtrædelser af hvidvaskloven ved revisionen af Danske Banks årsregsnkab for 2014.

Forslag nedstemt

Gunnar Mikkelsen foreslog ved Danske Banks generalforsamling i år, at bankens bestyrelsen selv politianmeldte Deloitte for revisionshusets revision af 2015-regnskabet.

"Selvom flere myndigheder i forvejen undersøger såvel Danske Bank som de uafhængige revisorer, finder forslagsstilleren, at aktionærerne bør tage stilling til, hvorvidt bankens nuværende revisorer har overtrådt lovgivningen," lød forslagets motivation.

Forslaget blev stemt ned med mere end 99 pct. imod. Bestyrelsens begrundelse for ikke at støtte forslaget var blandt andet, at Erhvervsstyrelsen i 2017 gennemgik revisionen af Danske Banks årsrapport for 2016, som blev godkendt uden bemærkninger.

”Udformningen af revisionspåtegningen på årsrapporten for 2016 er den samme som for 2015, bortset fra at der i 2016 som følge af ændrede lovkrav er tilføjet omtale af såkaldte Key Audit Matters. Bestyrelsen finder ikke, at der er grundlag for søgsmål eller politianmeldelse af den eksterne revision," lød det i generalforsamlingens dagsorden.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie, FinansWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også