Coronaramte firmaer i Nordjylland kan få økonomisk kompensation

Oplever virksomheder i syv nordjyske kommuner stort fald i omsætningen, kan de nu få adgang til kompensation.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

For at reducere smitteudviklingen og inddæmme en særlig mutation af coronavirus har regeringen iværksat en lokal nedlukning i flere kommuner i Nordjylland.

For at hjælpe de virksomheder, der bliver berørt af nedlukningen, er regeringen sammen med et bredt politisk flertal blevet enige om at åbne de generelle hjælpepakker til virksomheder i de i alt syv berørte kommuner.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet. Der er tale om virksomheder i kommunerne i Vesthimmerland, Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Thisted.

I de syv kommuner får virksomheder, der er ramt af en væsentlig nedgang i omsætningen på grund af corona, nu adgang til kompensationsordninger på linje med den generelle adgang, der også var gældende under nedlukningen af samfundet i foråret.

Det drejer sig om kompensationsordningen for faste omkostninger og kompensationsordningen for selvstændige, freelancere, kombinatører og kunstnere.

"Det er en utrolig alvorlig situation for nordjyske virksomheder lige nu. Og der skal selvfølgelig være hjælp af hente."

"Derfor er jeg glad for, at vi sammen med et bredt flertal af Folketinget allerede i dag er blevet enige om at spænde det store sikkerhedsnet ud under de nordjyske virksomheder, så de ved, at hjælpen er på vej," siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

Før den politiske aftale var det kun virksomheder ramt af restriktioner i forhold til forbud mod at holde åbent, forsamlingsforbud, grænserestriktioner og udenrigsministeriets rejsevejledning, der kunne få del i hjælpepakkerne.

Regeringen og Folketingets partier vil fortsætte med at forhandle om hjælp til nordjyske virksomheder samt kultur- og idrætsliv.

Sammen med arbejdsmarkedets parter drøfter regeringen også indførslen af en midlertidig og lokal lønkompensationsordning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også