PolicyWatch

Skattestyrelse kræver 6,6 milliarder af Ørsted

Energiselskabet Ørsted skal ifølge Skattestyrelsen betale dansk skat for to britiske havvindmølleparker. Ørsted afviser kravet og vil anke sagen til Landsskatteretten.

Foto: Ørsted

Skattestyrelsen har i en administrativ afgørelse fremsat et milliardkrav mod Ørsted om beskatning i 2015 og 2016 af selskabets britiske havmølleparker Walney Extension og Hornsea 1.

Det oplyser Ørsted i en meddelelse. Selskabet er helt uenig i afgørelsen og vil tage sagen videre i Landsskatteretten.

Skattestyrelsens krav er på 5,1 mia. kr. samt renter på yderligere 1,5 mia. kr.

"Skattestyrelsens afgørelse beror på en klar misforståelse af risici og værdiskabelse i vores forretningsmodel for udvikling, konstruktion og drift af havvindmølleparker. Allerede tilbage i 2015 bad vi de danske og britiske skattemyndigheder om at afklare beskatningsretten mellem de to lande, så havvindmølleparkerne ikke ville blive dobbeltbeskattet. De danske skattemyndigheder afbrød imidlertid forhandlingerne og har ikke siden ønsket at genoptage dem," siger Marianne Wiinholt, koncernøkonomidirektør i Ørsted, ifølge en meddelelse fra selskabet.

Ifølge afgørelsen skal Ørsted beskattes i Danmark af de to havvindmølleparkers fulde fremtidige værdi, uanset at havvindmølleparkerne er udviklet, ejes og drives af britiske datterselskaber i Ørsted-koncernen og i forvejen beskattes i Storbritannien, skriver selskabet.

Afgørelsen medfører tillige, at beskatningstidspunktet fremrykkes, idet Ørsted ifølge Skattestyrelsen skal beskattes af den fremtidige værdi, længe før havvindmølleparkerne var opført, skriver Ørsted videre.

Går den endelige afgørelse Ørsted imod, kan det potentielt have en negativ effekt på op til 4 mia. kr. målt i nutidsværdi på grund af beløbs- og tidsmæssige forskelle i beskatning mellem Danmark og Storbritannien.

Ørsted vil bede Skattestyrelsen om henstand med skattebetalingen, indtil sagen er endelig gjort.

Selskabet vil desuden tage skridt til at sikre, at de danske og britiske skattemyndigheder indleder forhandlinger for at undgå, at Ørsted dobbeltbeskattes.

I øvrigt ved Ørsted ikke, om Skattestyrelsen vil søge skatteansættelsen af andre Ørsted havmølleparker genoptaget.

Mere fra PolicyWatch

Radioudbud resulterer i 94 nye tilladelser til at drive dab-radio

Et netop afsluttet udbud af en stor mængde ledige pladser på det regionale dab-net har haft noget større tilslutning end tidligere, og i flere områder var der konkurrence om tilladelserne. "Vi har oplevet overvældende stor interesse," siger formand for Radio- og tv-nævnet.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier