Branche glæder sig over dansk fregat i "verdens farligste farvand"

Tirsdag præsenterede regeringen planer om at sende et krigsskib i mission mod pirateri i Guineabugten, hvor mere end 95 pct. af alle kidnapninger til søs skete sidste år.
"Ingen søfarende skal frygte at møde på arbejde. Alle skal kunne være sikre på at komme helskindet hjem," lyder det fra direktør i Danske Rederier (th.) | Foto: Mads Claus Rasmussen
"Ingen søfarende skal frygte at møde på arbejde. Alle skal kunne være sikre på at komme helskindet hjem," lyder det fra direktør i Danske Rederier (th.) | Foto: Mads Claus Rasmussen

Efterårs- og vintermånederne er højsæson for pirateri i Guineabugten på grund af vejret. Derfor falder Folketingets beslutning om at indsætte et skib, der skal bekæmpe pirateri i området, på et godt tidspunkt.

Sådan lyder reaktionen fra Metal Maritime og Danske Rederier, efter regeringen tirsdag præsenterede en plan om at lade en dansk fregat deltage i bekæmpelse af pirateri i Guineabugten.

"Området er hårdt plaget af pirateri og kidnapninger og betegnes med rette som verdens farligste farvand. Derfor er man hos Metal Maritime glade for beslutningen om at sende en dansk fregat til området," skriver Metal Maritime i en pressemeddelelse.

"Ingen søfarende skal frygte at møde på arbejde"

Tre danske handelsskibe er over de seneste måneder blevet angrebet af pirater i området, og der sejler i gennesnit 30-40 danskopererede skibe i Guineabugten på daglig basis, påpeger Danske Rederier.

"De mange angreb i Guineabugten er det, der har holdt os vågne om natten de sidste mange måneder, og vi har derfor haft som vores højeste prioritet at få gjort noget for søfolkenes og handelsskibenes sikkerhed," udtaler Anne H. Steffensen, adm. direktør i brancheorganisationen.  

"Ingen søfarende skal frygte at møde på arbejde. Alle skal kunne være sikre på at komme helskindet hjem," lyder det fra direktøren.

Den danske fregat vil have mellem 160 og 175 besætningsmedlemmer og en helikopter for hurtigere at kunne rykke ud til eventuelle piratangreb på handelsskibe.

Håber på opbakning fra andre lande

Det vil gøre en stor forskel, mener Anne H. Steffensen, der som regeringen håber på, at andre lande vil følge trop i kampen mod pirateri.

"Danmark går forrest og viser vejen, og jeg håber og tror, at det kan have en afsmittende effekt på andre lande. Det er blevet bemærket internationalt, at vi er meget aktive i at løse problemet fra dansk side," udtaler Anne H. Steffensen.

Ole Phillipsen, formand for Metal Maritime & CO-Søfart, roser også regeringens beslutning.

"Det er godt, at Danmark som en af verdens førende søfartsnationer, tager sin del af det internationale ansvar for at beskytte skibe og søfolk mod pirateri. Det skylder vi besætningerne om bord," udtaler han.

Danmark sender krigsskib i mission mod pirateri

Forsker: Dansk fregat kan gøre en forskel militært og politisk 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også