SAS-piloter opgiver lønforhøjelse i ny overenskomstaftale

Ny aftale mellem SAS og deres piloter betyder, at piloterne giver afkald på en allerede aftalt lønforhøjelse.
SAS har været gennem en stor sparerunde sidste år for at få udgifterne til at hænge sammen med markant færre rejsende. | Foto: Tariq Mikkel Khan
SAS har været gennem en stor sparerunde sidste år for at få udgifterne til at hænge sammen med markant færre rejsende. | Foto: Tariq Mikkel Khan
af ritzau

SAS har fredag indgået en etårig overenskomstaftale med selskabets piloter i Danmark, Sverige og Norge. Aftalen lander efter tre uger med forhandlinger.

Det oplyser SAS Pilot Group i en pressemeddelelse.

Aftalen indebærer blandt andet, at piloterne frasiger sig en allerede aftalt lønforhøjelse på fire procent. Den skulle være trådt i kraft i 2021.

Luftfartsbranchen har været hårdt ramt under coronapandemien, som har tvunget de fleste fly til at blive på jorden.

Ifølge Christian Laulund, som er leder af SAS Pilot Group, står SAS i en vanskelig situation.

"Det er vores forventning, at denne aftale bidrager til en god dialog med SAS-ledelsen og er til det bedste for både ansatte og vores passagerer," lyder det i pressemeddelelsen.

Sidste år opsagde SAS' ledelse overenskomstaftalerne med piloterne i de tre skandinaviske lande.

For tre uger siden blev piloternes fagforeninger så indkaldt til overenskomstforhandlinger på SAS-hovedkvarteret i Stockholm.

Ifølge Christian Laulund mødte de op til forhandlingerne uden lønkrav.

"Det var vigtigt for os at sikre, at SAS bidrager til et anstændigt og tillidsfuldt arbejdsliv inden for luftfarten, og den dialog ønsker vi at videreføre med vores arbejdsgiver".

"Det er vores håb, at aftalen bidrager til at SAS får ro til at håndtere en meget krævende situation," udtaler han.

Coronakrisen har været dyr for SAS, der har tabt et anseligt milliardbeløb.

SAS fik i sidste regnskabsår et underskud på 6,8 milliarder kroner, hvilket var det største underskud i flyselskabets 75-årige historie.

SAS har også været gennem en stor sparerunde sidste år for at få udgifterne til at hænge sammen med markant færre rejsende.

Antallet af fuldtidsansatte hos SAS er det seneste år halveret fra 10.364 til 4983.

Ud over sparerunden er både den danske og svenske stat trådt til med økonomisk hjælp for at få selskabet gennem krisen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også