PolicyWatch

Medie: Landsholdssponsor vil opsige aftale før VM i Qatar

Arbejdernes Landsbank er ifølge Weekendavisen bekymret ved udsigten til at være sponsor for herrelandsholdet under fodbold-VM i Qatar. Kilde i banken mener, at DBU skubber ansvaret for mulig boykot til Christiansborg.

Den seneste tre kampe har Arbejdernes Landsbank været forsvundet fra de danske landsholdstrøjer. | Foto: Lars Poulsen

Ifølge Weekendavisen vil fodboldlandsholdets ene hovedsponsor, Arbejdernes Landsbank, øjeblikkeligt opsige sin aftale med Dansk Boldspil-Union (DBU).

Banken har angiveligt formuleret sit ønske i et brev, som DBU modtog tirsdag.

Sponsoraftalen for herrelandsholdet løber til og med VM i november og december næste år, men slutrunden i Qatar skaber bekymring, lyder det.

Hverken DBU eller Arbejdernes Landsbank vil bekræfte avisens oplysninger.

Branding- og kommunikationsdirektør i banken Peter Froulund vil heller ikke forholde sig til sagen, men siger til avisen:

"Det er fuldkommen afgørende for os som en ansvarlig virksomhed, at vi kan se os selv og vores værdier i vores sponsorater."

For nylig regnede den britiske avis The Guardian sig frem til, at mindst 6500 migrantarbejdere er døde i Qatar, siden landet blev tildelt slutrunden i 2010.

En kilde på ledelsesniveau i Arbejdernes Landsbank mener ifølge Weekendavisen, at fodboldforbundet ikke tager nok ansvar for en mulig boykot og i stedet skubber ansvaret over til Christiansborg.

Kviklånslov kan blive kattelem

Der har været stor debat om fodboldslutrunden de seneste uger op til, at kvalifikationen til herrernes VM begyndte i Europa.

Flere landshold har protesteret over migrantarbejdernes forhold ved at bære trøjer med budskaber om at værne om menneskerettigheder. Blandt andet bar Danmarks landshold t-shirts med teksten "football supports change" (fodbold støtter forandringer) forud for kampene mod Moldova og Østrig.

Ingen fodboldforbund har officielt meddelt, at de vil boykotte slutrunden sportsligt. DBU har gentagne gange sagt, at tilstedeværelse og dialog er en bedre vej til forandring i landet.

Weekendavisen skriver, at Arbejdernes Landsbank ikke kan komme ud af sin aftale på grund af bekymringen over forholdene i Qatar.

Derfor nævnes den såkaldte kviklånslov af avisen som en mulig "vej ud", da den siden sidste år har gjort det ulovligt for forbrugslånsudbydere at reklamere side om side med spilreklamer.

En bred politisk aftale justerede i januar kviklånsaftalen, så idrætten kan blive sponsoreret af forbrugslånsudbydere og spiludbydere samtidig, men den er ikke endeligt vedtaget i Folketinget endnu.

I de seneste tre herrelandskampe har landsholdet kun haft Oddset på sit træningstøj.

Finans Danmark opfordrer politikere til at definere kviklån

Brancheorganisation vil forberede sag mod staten om kviklån 

Mere fra PolicyWatch

Forhandlere spår dansk guldmine i central EU-lovgivning

Forhandlere for Europa-Parlamentets største grupper ser muligheden for ambitiøse, bindende minimumskrav i en kommende revidering af EU's krav til energieffektivisering. "Der er et enormt potentiale for vores virksomheder," konstaterer dansk chefforhandler.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier