PolicyWatch

Regeringen lemper arealkrav for detailhandel

Fremover bliver der ikke længere skelnet mellem dagligvarebutikker eller indkøbscentre, oplyser ministerium.

Foto: Erhvervsministeriet/PR

Regeringen lemper og forsimpler arealkravene til detailhandlen. Det betyder, at der fra tirsdag ikke længere er krav om tidsbestilling eller køsystem for store udvalgsvarebutikker såsom byggemarkeder.

Derudover bliver arealkravene fra tirsdag på tværs af detailhandlen gjort mere enkle. Dermed bliver der ikke længere skelnet mellem dagligvarebutikker, udvalgsvarebutikker eller indkøbscentre.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse fredag aften.

Detailhandlen får lavere arealkrav end tidligere. Det betyder eksempelvis, at store butikker over 10.000 kvadratmeter, der tidligere højst måtte have 250 kunder i butikken, nu får et arealkrav på 10 kvadratmeter per kunde.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger, at de lempeligere krav skal ses i lyset af, at det i forhold til coronasituationen går den rette vej i Danmark.

"Derfor kan vi nu blandt andet løsne arealkravene til vores detailhandlen. Det betyder mere liv i gågaden, men også at man som butiksejer eller kunde får lettere ved at gennemskue reglerne," siger han i pressemeddelelsen.

Det understreges i pressemeddelelsen, at tiltag for at begrænse smitte i detailhandlen fortsat gælder.

Det omfatter eksempelvis krav om at bære mundbind eller visir, og at lokaler er indrettet på en måde, så smittefaren minimeres.

De ændrede arealkrav vækker glæde hos interesseorganisationen Dansk Erhverv. For en normalisering er rykket tættere på, lyder det fra markedsdirektør Henrik Hyltoft.

"Regeringen har lyttet, og vi får endelig et gennembrud i forhold til at få åbnet til noget, som tilnærmelsesvis minder om normale vilkår."

"Og det er netop, hvad vi har sukket efter. Navnlig de store butikker har været hårdt ramt af de meget høje kvadratmeterkrav," siger Henrik Hyltoft.

Beslutningen om at lempe kravene er taget på baggrund af en vurdering fra epidemikommissionen. Den består af 11 medlemmer, der rådgiver om epidemier.

Indkøbscentre og stormagasiner med et areal på 15.000 kvadratmeter eller derunder kan åbne fra tirsdag. Dermed kan de nyde godt af de mere lempelige krav.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier