Statsministeren vil have dansk vaccineproduktion i 2022

Fra næste år skal der produceres covid-19-vacciner på dansk jord, mener statsminister Mette Frederiksen.
Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

Statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker, at der skal produceres vacciner mod covid-19 i Danmark fra næste år. Det skal ske gennem en såkaldt markedshøring og et udbud af opgaven. Det siger hun til Børsen og TV2.

"På baggrund af den dialog, vi har haft med life science-sektoren over den seneste tid, er det vores vurdering, at der er basis for at etablere produktion i Danmark på kommercielle vilkår," siger hun til Børsen.

Statsministeren har tidligere kaldt emnet om covid-19-vacciner for et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Det gentager hun overfor Børsen.

Overfor Børsen vil hun ikke specificere, om det er bestemte selskabers vacciner, som skal produceres i Danmark.

Til TV2 siger hun dog, at vaccinerne skal være centreret om mRNA-teknologien, der er grundlaget for eksempelvis Pfizer og Modernas covid-19-vacciner.

Hun ønsker ikke at sætte beløb på, hvor mange danske skattekroner projektet skal have i ryggen.

Men ifølge TV2 skal statsministeren bruge Folketingets accept af udbuddet, før det kan blive til virkelighed.

DR har også talt med statsministeren om planerne, som bliver taget positivt imod af Lægemiddelindustriforeningen (LIF).

"Det er en fornuftig idé at afprøve, om markedet kan levere det, hvis man mener, det skal foregå her i Danmark," siger koncernchef Ida Sofie Jensen fra LIF til DR om idéen om et udbud på dansk vaccineproduktion.

Ida Sofie Jensen bemærker dog, at det kommer til at tage lang tid at nå til et sted, hvor Danmark rent faktisk vil kunne producere vacciner.

"Set fra vores side så virker det ikke realistisk, at man allerede fra 2022 kunne etablere sådan noget," siger hun til DR.

Årsagen er, at covid-19-vacciner er særligt komplekse at producere, forklarer koncernchefen fra LIF.

Indtil videre har mere end hver femte person i den danske befolkning fået som minimum det første af to vaccinestik mod covid-19.

Lige godt hver tiende har fået begge stik og er færdigvaccinerede.

Statsministeren kan i interviewet med TV2 ikke afvise, at der på sigt kan blive brug for at revaccinere befolkningen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også