Uigennemskuelige klimatal sætter danske virksomheder under pres og skader klimaindsats

Ambitionerne fejler bestemt intet. Danmark skal reducere CO2-udledningerne med 70 procent i 2030. Men erhvervslivet, der kommer til at stå for størstedelen af reduktionerne, er tilsyneladende efterladt uden retningsanvisning.
Søren Springborg, nyhedschef på Watch Medier. | Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
Søren Springborg, nyhedschef på Watch Medier. | Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
AF SØREN SPRINGBORG, NYHEDSCHEF, WATCH MEDIER

Danmark skal være et grønt foregangsland og gå forreste i kampen mod klimaforandringerne. Men en ting er de rette ambitioner. Noget andet er praktisk udførsel.

For som Watch Medier de seneste uger har afdækket i en omfattende artikelserie, er den danske klimaindsats udfordret af grundlæggende problemer med den måde, erhvervslivet indsamler og bearbejder klimadata på.

12 måneder inde i regeringens plan om at reducere det danske CO2-udslip med 70 pct. inden 2030, udarbejder store dele af erhvervslivet i Danmark stadig ikke klimarapporter. Kun de allerstørste virksomheder kan levere pålidelige data af faktisk drift, og selv blandt store virksomheder er der problemer med kvaliteten og tilgængeligheden af data, der ofte er beregnet ud fra estimater baseret på sammenlignelige virksomheders emissionstal.

Det kan lyde som en teknikalitet. Og man kan med rette sige, at klimaet er ligeglad med, hvordan vi laver vores regnskaber. Men konsekvensen af manglende klimarapportering er dybt alvorlig.

For som artikelserien har vist, efterlader det danske virksomheder rådvilde og handlingslammede og forsinker de klimaindsatser, der ellers skulle bringe Danmark sikkert på vej mod målet om de 70 procent. Bekymrende al den stund, at der nu kun er otte et halvt år til vi skriver 2030. Ikke lang tid når vi taler milliardinvesteringer.

Problemets alvor står lysende klart, når man taler med landets største pengetank, ATP. Et oplagt sted at finde finansiering til de mange klimatiltag, der er behov for. Men for ATP og andre banker og investorer er det tæt på umuligt at gennemskue, hvor man skal sætte ind.

De store usikkerheder er et problem for banker og investorer, der skal bruge klimadata direkte fra virksomhederne selv for at kunne styre deres egen klimaindsats.

ESG-chefen i ATP, Ole Buhl, peger da også i Watch Mediers serie på problemet med sigtbarheden som den væsentligste årsag til, at den store offentlige formueforvalter hverken har sat specifikke reduktionsmål for den samlede investeringsportefølje eller givet tilsagn om investeringer i den grønne omstilling, ligesom man har andre steder.

At såvel virksomheder som den finansielle sektor tøver, kan vise sig at blive kostbart. Ikke blot for klimaet men også for de danske virksomheder.

En pointe, som ikke mindst er gået igen hos vismand og professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi under Københavns Universitet Lars Gårn Hansen.

"Grundlæggende er det bedste, man kan gøre, at reducere usikkerheden om klimapolitikken. Lige nu er den stor, og jo længere tid der går, desto dyrere bliver det for de danske virksomheder."

Watch Mediers samlede klimatema kan læses her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også