Ultraviolet lys til produktion af klimavenlig mælk får grøn millionstøtte

Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Landbrugsstyrelsen giver millionstøtte til virksomheden Lyras, der med ultraviolet lys mener at kunne spare 90 pct. af energien under pasteurisering af mælk.
Foto: PR-foto
Foto: PR-foto
af Simone Jarolics

Cleantech-virksomheden Lyras har udviklet en energibesparende teknologi til pasteurisering af mælk, som ifølge egne beregninger kan spare 90 pct. energi ved brug af ultraviolet lys.

Den ultraviolette teknologi skal erstatte den over 150 år gamle bakteriedræbende metode, hvor mælken opvarmes til 72 grader i mindst 15 sekunder, og er tilsyneladende så overbevisende, at Landbrugsstyrelsens Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) har postet 6,8 mio. kr. i Lyras.

Støtten skal tilvejebringe ny viden samt føre teknologien videre, lyder det fra Mathias Kræmmergaard Kristensen, projektleder og teknisk chef i Lyras, i en pressemeddelelse.

Nu venter flere forsøg med hjælp fra universitetet DTU's Fødevareinstitut for at efterprøve virksomhedens resultater Forhåbningen er, at teknologien kan sidestilles med varmepasteurisering, og at myndighederne af den grund vil godkende metoden, lyder det.

Derudover skal Thems Andelsmejeri sikre, at de pasteuriserede produkter med den nye teknologi også godkendes af forbrugerne, forklarer Torben Arris, adm. direktør i Them Andelsmejeri.

"Vi har allerede gode indikationer på, at pasteurisering med ultraviolet lys kan erstatte den traditionelle metode uden at gå på kompromis med kvaliteten, så der ligger et kæmpe potentiale i energibesparelse og venter," siger han i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også