Flere stifter virksomhed i kølvandet på coronakrisen
!["En krisesituation rusker lidt op i markedet; det har vi også set i forbindelse med tidligere kriser," lyder det blandt andet fra Jasmina Pless, chef for iværksætterpolitik i Dansk Erhverv. | Foto: Dansk Erhverv / PR](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13170948.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7gwn9qlj2k81jvu5237t.jpg)
Iværksætterne pibler på ny frem i erhvervslivet, hvor antallet af nyetablerede virksomheder overgår niveauet fra både før og under coronakrisen, skriver Børsen.
Nye tal fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv viser, at der hidtil i år i gennemsnit er blevet stiftet 2939 nye selskaber om måneden. Det er højere end gennemsnittet for både 2020 og 2019, hvor tallet lå på henholdsvis 2430 og 2669.
Det er ikke unormalt, at en krise afføder nye idéer, lyder det fra Jasmina Pless, der er chef for iværksætterpolitik i Dansk Erhverv.
"En krisesituation rusker lidt op i markedet; det har vi også set i forbindelse med tidligere kriser. De viser nemlig os alle sammen, at man kan gøre tingene på nye måder, og det åbner op for nogle nye markeder, der ikke har været der førhen," siger Jasmina Pless til avisen.
Vækstfonden afslutter coronasamarbejde med 150 business angels: "Behovet har været faldende"