Klumme: Statsministerens ambitioner bør favne hele arbejdsmarkedet

Når regeringen og opinionsdannere bliver ved med at sætte det blinde øje for manglen på arbejdskraft i finanssektoren, kommer der ingen politiske løsninger, skriver Nadeem Farooq, konstitueret adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), i denne klumme.
Nadeem Farooq, konstitueret adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening. | Foto: Finanssektorens Arbejdsgiverforening / PR
Nadeem Farooq, konstitueret adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening. | Foto: Finanssektorens Arbejdsgiverforening / PR
Af Nadeem Farooq, konstitueret adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)

Ugens vel nok mest omtalte konference fandt sted tirsdag i Fredericia, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) havde inviteret 500 deltagere, hvoraf langt hovedparten var mennesker, der deltager aktivt i den offentlige samtale. Og som langt fra altid er enige.

Med andre ord var der lagt i kakkelovnen til en spændende konference, hvor fremtidens Danmark var emnet for de debatlystne deltagere.

Og debatten var vitterlig levende ved konferencen, der var bygget op med oplæg om forskellige temaer og efterfølgende debat ved bordene.

Ved konferencen spidsede jeg især ører, når debatten ramte uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken. Og her slog det mig med al tydelighed, at regeringen - og i øvrigt flere opinionsdannere - desværre (stadig) kun har sat fremtidskikkerten for det ene øje. Det giver som bekendt blinde vinkler.

Massiv efterspørgsel

Udfordringen er, at regeringen har blikket stift rettet mod det faglærte arbejdsmarked i løsningen af fremtidens udfordringer. Men erhvervslivet har brug for både faglærte og videreuddannede medarbejdere.

Faktisk bevæger dele af arbejdsmarkedet sig med hastige skridt væk fra faglært arbejdskraft og rekrutterer i stedet medarbejdere med videregående uddannelser på CV’et.

Et glimrende eksempel er vores egen sektor, finanssektoren, hvor andelen af medarbejdere med videregående uddannelser på blot fem år er steget fra 43 procent i 2014 til 54 procent i 2019.

Og sektorens efterspørgsel efter medarbejdere med videregående uddannelser er massiv. En fremskrivning, som vi lavede i FA i marts, viser, at sektoren risikerer at mangle op mod 8.000 medarbejdere med en videregående uddannelse allerede i 2025.

Ny retning

Jeg er ikke i tvivl om, at vi i fremtiden kommer til at mangle faglært arbejdskraft i Danmark. Alle prognoser peger i den retning. Derfor skal vi som samfund naturligvis handle på den udfordring.

Jeg er dog heller ikke i tvivl om, at vi fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft på videregående niveau. Derfor skal vi som samfund selvsagt også handle på den udfordring.

Men når regeringen og opinionsdannere sætter det blinde øje for den del af kikkerten, der peger vores vej, så eksisterer udfordringen ikke i den offentlige samtale. Og dermed kommer der ingen politiske løsninger.

Løsninger som ellers er ret ligetil: Styrk de relevante videregående uddannelser. Sæt en ny og ambitiøs retning for livslang læring for alle – som tager højde for det digitale arbejdsmarked. Bryd barriererne ned for de højtuddannedes muligheder for efteruddannelse, blandt andet ved at skabe bedre offentlige efter- og videreuddannelsesmuligheder på videregående niveau. Og let virksomhedernes adgang til relevant udenlandsk arbejdskraft.

I FA vil vi nu fortsætte og forstærke indsatsen for at gøre regeringen og andre opmærksomme på udfordringen og løsningerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også