Små virksomheder tvivler på at kunne få lån fra banken til tilbagebetaling af coronalån

Ny undersøgelse fra interesseorganisationen SMVDanmark viser, at der er begrænset tiltro til bankernes lånelyst for en væsentlig del af de mindre virksomheder. En del frygter for fremtiden.
Foto: SMVdanmark/ PR
Foto: SMVdanmark/ PR

Mange mindre virksomheder frygter for fremtiden, da statslige coronalån skal tilbagebetales. Det fremgår af en ny analyse fra interesseorganisationen SMVDanmark, der har spurgt 390 medlemmer, som alle har taget del i de statslige støttepakker.

Således svarer 38 pct. af disse, at det er usandsynligt eller meget usandsynligt, at de kan veksle statslige blankolån til lån fra banken. 35 pct. vurderer omvendt, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de kan få adgang til lån i banken.

Samlet mener i alt 29 pct. at der er stor eller meget stor risiko for, at deres virksomhed skal lukkes inden for det næste år, hvis alle moms- og skattelån skal tilbagebetales i denne tidshorisont.

"Vi får mange henvendelser fra medlemmer, der er dybt berørt af det her og ikke føler, at de har en chance for at betale pengene tilbage så hurtigt. De er først nu begyndt at tjene penge efter lang tids krise, og derfor mangler de tid. Vi har brug for en løsning meget snart,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef i interesseorganisationen, i en pressemeddelelse.

Hun opfordrer derfor til, at man får sikret en ordentlig afvikling af coronalånene.

”Det vil være brandærgerligt, hvis de snubler her lige før målet. De gik ind i krisen med en sund økonomi, men restriktioner og tvangslukninger bragte dem på katastrofekurs. Derfor har Folketinget et ansvar for at få lavet en ordentlig løsning. Det giver også samfundsøkonomisk mening. Ellers vil al den hjælp, de har fået indtil nu, være spildt,” siger hun i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også