Staten sælger stor udviklingsgrund i København til Novo Holdings-konsortium

Statens ejendomsselskab, Freja, har netop solgt sin andel af Jernbanebyen i København til Novo Holdings, Industriens Pension og ejendomskoncernen Nrep, der skal udvikle området til en ny bæredygtig bydel. "Vi deler den samme vision," udtaler Freja Ejendomme.
Jernbanebyen har et grundareal på i alt 365.000 kvm, hvoraf de 78.000 nu er solgt. Det resterende areal er ejet af DSB Ejendomsudvikling. | Foto: PR / Kontraframe
Jernbanebyen har et grundareal på i alt 365.000 kvm, hvoraf de 78.000 nu er solgt. Det resterende areal er ejet af DSB Ejendomsudvikling. | Foto: PR / Kontraframe

Det nyetablerede Baneby Konsortiet, der er ligeligt ejet af Novo Holdings, Industriens Pension og ejendomskoncernen Nrep, har købt Freja Ejendommes andel af Jernbanebyen i København.

Det oplyser det statslige ejendomsselskab i en pressemeddelelse.

"Vi har længe haft en drøm om, at Jernbanebyen skal blive en helt særlig bydel, der sætter nye standarder for bevaring og transformation af områdets bygningsarv, for bæredygtige løsninger på både bygnings- og bydelsniveau og etablering af grønne, aktive fællesskaber," udtaler Carsten Rasmussen, direktør i Freja Ejendomme.

"Med Baneby Konsortiet som vores udviklingspartner har vi sikret, at det ikke blot bliver ved drømmen, men at vi kan videreudvikle og realisere drømmen i fællesskab - vi deler den samme vision," fortsætter han.

Det er tale om en grund, der udgør de 78.000 af de i alt 365.000 kvm i Jernbanebyen, hvoraf resten er ejet af DSB Ejendomsudvikling.

Hele området er omfattet af en helhedsplan, som et team med arkitektfirmaet Cobe i spidsen har lavet et forslag til. Holdet vandt i foråret arkitektkonkurrencen for området.

"Team Cobe har lavet et fantastisk projekt, og vi støtter fuldt ud Københavns Kommunes ambition om at skabe en grøn bydel med blandede boliger. Samtidig vil vi benytte den unikke mulighed, det er at arbejde med en ny bydel, og sammen med bl.a. Freja og Team Cobe skabe en bæredygtig bydel i verdensklasse," udtaler Jens Kramer Mikkelsen, byudviklingsdirektør i Nrep.

De øvrige parter i Baneby Konsortiet lægger vægt på, at de ser købet som "en langsigtet investering", der forventes at generere "solide og stabile afkast."

"Vi ser store perspektiver i udviklingen af Jernbanebyen, og investeringen passer godt ind i Novo Holdings’ strategiske fokus på at investere i bæredygtige ejendomme og infrastruktur," udtaler Morten Beck Jørgensen, managing partner i Novo Holdings.

Nu begynder en proces, der skal munde ud i et forslag til en konkret lokalplan, som der forventes at være klar i 2022 med endelig vedtagelse i 2023. Hvis alt går efter planen, kan byggeriet påbegyndes i 2023 eller 2024.

"Det bliver en mangfoldig bydel, hvor der bliver en rigtig god blanding af alment byggeri, byggeri til unge og til ældre, ejerboliger, og hvor vi forventer mange nye arbejdspladser," udtaler Jan Østergaard, chef for unoterede investeringer i Industriens Pension.

Handlen er betinget af en vedtaget lokalplan samt en godkendelse fra EU-Kommissionen i forhold til etableringen af Baneby Konsortiet.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også