PolicyWatch

Antallet af konkurser er på vej mod det laveste i flere år

Antal konkurser steg i september til 176 fra 120 i august, men er stadig på vej mod det laveste i flere år.

"Virksomhederne har lånt mange milliarder kroner for at holde sig oven vande," lyder det fra økonom. | Foto: Martin Lehmann

Antallet af konkurser i Danmark er på vej mod det laveste antal i flere år.

I årets første ni måneder har der i snit været 168 konkurser om måneden. Fortsætter det året ud, vil det ifølge cheføkonom Allan Sørensen, Dansk Industri, give det laveste antal siden 2015.

"Konkursstatistikken viser foreløbig ingen spor af coronakrisen, hvor mange virksomheder ellers har været ramt af nedlukninger og skrappe restriktioner, skriver økonomen i en kommentar.

I september var der 176 konkurser i aktive virksomheder, når der korrigeres for normale sæsonudsving, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er virksomheder med ansatte eller virksomheder med en omsætning på mere end en million kroner. Det er en stigning fra august, hvor antallet var 120. Det var dog det laveste tal siden 2009.

Ifølge Allan Sørensen er det adgangen til kompensation og låneordninger under corona, som har holdt mange konkurser fra døren. Samtidig er økonomien kommet ud af krisen i god form, og det er med til at holde antallet nede ifølge økonomen.

I september betød konkurserne, at der blev tabt, hvad der svarer til 1248 fuldtidsjob. Det er det højeste antal siden juli sidste år. Det skyldes stigningen i antallet af konkurser. Og der kan komme flere i fremtiden.

Cheføkonom Jeppe Juul Borre, Arbejdernes Landsbank, forventer, at omfanget vil stige. Han ser dog ikke stigningen i september som startskuddet til det. Han peger samtidig på, at det ikke er entydigt negativt med en stigning i konkurserne - selv om det kan lyde kynisk.

"Markedsdynamikken skal tilbage, og det vil give et løft i konkurserne, men vi forventer dog langtfra, at det udvikler sig til en stor konkursbølge," skriver han i en kommentar.

Det skyldes ifølge økonomen den form, som den danske økonomi er i oven på corona.

"Dansk økonomi står stærkt," vurderer cheføkonomen.

Kuratorer har historisk lidt at lave – men skimter fortsat konkursbølge i horisonten

Massiv sagsbunke på vej: Advokater klar til at lægge lukningstruede selskaber i graven 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier