Bavarian Nordic venter snart at drøfte kontrakter for coronavaccine

Bavarian Nordic planlægger snarligt at gå i dialog med myndighederne for at drøfte kontrakter på levering af selskabets coronavaccine, ABNCoV2.
Vaccinen har netop vist gode resultater i et fase 2-studie, og Bavarian planlægger at sende vaccinen i fase 3 i løbet af første halvår næste år. Håbet er, at Bavarian kan have vaccinen på markedet i 2023, men kontraktforhandlingerne med myndighederne ventes indledt tidligere end det.
"Vores eget mål har været, at vi skulle på den anden side af fase 2-studiet. Nu har vi rapporteret de første topline-data. Men drøftelserne er noget, vi vil kunne starte i løbet af næste år, og jeg vurderer, at så snart vi har udsigt til at kunne starte fase 3, vil det typisk være det tidspunkt, man kan tale med de forskellige myndigheder," siger Bavarian Nordics finansdirektør Henrik Juuel til MarketWire og tilføjer:
"På det tidspunkt kan tingene blive lidt mere konkrete."
Bavarian planlægger at drøfte leverancer med flere myndigheder, både i EU og de amerikanske, fortæller Henrik Juuel.
Bavarian Nordic: Vi kunne ikke have ønsket os bedre coronavaccine-data
Fase 2-forsøg bekræfter effekt af coronavaccine fra Bavarian Nordic