Beskæftigelsen stiger for tiende måned i træk

De rekordhøje beskæftigelsestal udbygges måned for måned i øjeblikket, og november var ingen undtagelse.
Der i øjeblikket er en historisk stor og bred mangel på arbejdskraft, ifølge Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
Der i øjeblikket er en historisk stor og bred mangel på arbejdskraft, ifølge Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
af Ritzau

Beskæftigelsen fortsætter med at brage op i Danmark, så det i forvejen rekordhøje niveau udbygges yderligere. I november steg antallet af lønmodtagere for tiende måned i træk, da 17.000 flere personer kom i job.

Det betyder, at det samlede antal lønmodtagere steg til 2.915.000 personer, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er ifølge cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank første gang, at beskæftigelsen krydser 2,9 millioner.

”Beskæftigelsen er allerede rekordhøj, og det er en rekord, som aktuelt udbygges markant måned efter måned,” skriver han i en kommentar.

Beskæftigelsen faldt, da Danmark i marts 2020 første gange lukkede ned for at begrænse smitten med covid-19. Siden har der trods bump på vejen været fart på, og i november var der 114.000 flere i job end før den første nedlukning. Det danske arbejdsmarked er ifølge Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen, voldsomt stærkt i øjeblikket.

”Det giver anledning til at skrue et af de helt store økonomiske smil på, men det går også så stærkt, at man i et svagt øjeblik kan blive helt bekymret,” skriver han i en kommentar.

Stor mangel på arbejdskraft

Søren Kristensen peger på, at der i øjeblikket er en historisk stor og bred mangel på arbejdskraft. Det kan give dem på kanten af arbejdsmarkedet mulighed for at komme ind. Men det kan også blive et problem. Det koster nemlig på den økonomiske vækst og kan i sidste ende føre til en overophedning af økonomien.

”Det er vi dog heldigvis fortsat et stykke fra, og derfor bør man i dag primært glæde sig over, at vi har et så bomstærkt arbejdsmarked, som vi har,” lyder det fra Søren Kristensen.

Begge økonomer vurderer, at beskæftigelsen vil stige yderligere i 2022. Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank spår en vækst på 30.000 flere i job fra begyndelsen til slutningen af året.

”Det vil dermed være en markant lavere beskæftigelsesfremgang end i 2021, men altså fortsat fremgang og nye rekorder i sigte. Efterspørgslen efter arbejdskraft er fortsat tårnhøj, hvor antallet af jobopslag slår rekord måned efter måned,” vurderer han.

Tallene fra Danmarks Statistik er korrigeret for almindelige sæsonudsving.

Ordning med lønkompensation bliver forlænget i to uger

Partier til regeringen: Nyt forslag til beløbsgrænse ikke nok

S er villig til skattelettelser i reformforhandlinger

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også