Kaos i lufthavn er slut - nu ryddes der ud i kufferter

SAS’ bagagepersonale er tilbage i arbejde tirsdag. Nu skal bagage sendes til og hentes af rette ejermænd.
SAS ville betragtete det som en opsigelse, hvis de ansatte ikke ville møde på arbejde tirsdag. | Foto: LISELOTTE SABROE
SAS ville betragtete det som en opsigelse, hvis de ansatte ikke ville møde på arbejde tirsdag. | Foto: LISELOTTE SABROE
af ritzau

Bagagepersonalet i SAS har tirsdag genoptaget deres arbejde i Københavns Lufthavn, og det betyder, at lufthavnen er tilbage i normal drift. Det fortæller Lars Lemche, fungerende pressechef i Københavns Lufthavn.

SAS’ bagagepersonale, der er ansat i selskabet SAS Ground Handling (SGH), er vendt tilbage til deres arbejde natten mellem mandag og tirsdag. Det er de, efter at SAS havde meddelt, at det ville blive betragtet som en opsigelse fra de ansattes side, hvis de valgte ikke at møde på arbejde tirsdag.

Den overenskomststridige strejke nåede dermed at vare fra lørdag morgen til mandag aften. Strejken har betydet forsinkelser og problemer med at håndtere bagagen for de fly, der får læsset bagage af og på af SGH. SGH står for at håndtere bagagen for SAS og en række andre flyselskaber.

Selv om bagagepersonalet tirsdag er tilbage i arbejde, er der stadig bagage, som mangler at blive sendt til eller hentet af deres rette ejermænd. Ifølge Lars Lemche bistår lufthavnen med personale til den opgave.

”Vi er tilbage til normalen, og nu skal vi bare have ryddet op,” siger han.

Utilfredshed blandt personale

Strejken blandt SAS’ bagagepersonale bunder i utilfredshed med arbejdsvilkår. De er særligt utilfredse med mange aften- og weekendvagter samt lavere løn.

Fra SAS kan Alexandra Lindgren Kaoukji, konstitueret pressechef i Danmark, ikke sige noget om, hvorvidt SAS og bagagepersonalet efter den endte strejke vil indgå i nye forhandlinger om arbejdsvilkår.

Men hun sagde mandag aften, at SAS’ dør altid er åben, og at man er klar til at gå i dialog, hvis ting kan blive bedre. Derudover glæder hun sig over, at bagagepersonalet er tilbage i arbejde.

”Men vi synes, at det er dybt beklageligt, at vores passagerer er blevet ramt her i starten af vinterferien. Vi synes stadig, at det er uacceptabelt, at man tyr til metoder, som er i strid med aftaler.”

”Men vi er meget tilfredse med og glade for, at vi nu kan genoptage vores trafik og tilbyde vores kunder den service, de kan forvente af os,” siger Alexandra Lindgren Kaoukji.

SAS-strejke kan betyde kompensation til passagerer

SAS’ bagagefolk nægter at genoptage arbejdet

Minister opfordrer bagagefolk til at begynde arbejdet igen

SAS henter andet personale til bagageopgaver

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også