Fald i misbrug med dankort på nettet

Stadig færre dankort bliver misbrugt. Især i nethandlen falder misbruget, viser nye tal fra Nets.
Nets har tidligere peget på corona-pandemien som en medvirkende faktor til udviklingen. Arkivfoto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
Nets har tidligere peget på corona-pandemien som en medvirkende faktor til udviklingen. Arkivfoto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
af ritzau

Der bliver handlet mere og mere på nettet. Alligevel falder misbruget i forbindelse med køb med dankort. Det viser nye tal fra Nets.

I anden halvdel af 2021 var misbruget på nettet fra dankort markant mindre end samme periode året før. I kroner og øre er beløbet mere end halveret ifølge Nets’ seneste tal fra 4,4 millioner kroner i anden halvdel af 2020 til 2,05 millioner kroner i samme periode sidste år.

Den udvikling glæder direktør for dankort i Nets Jeppe Juul-Andersen.

”Vi kan glædeligvis se, at det ekstremt lave misbrug, der er på dankort, har vi samlet set fastholdt. I 2021 havde vi procentvis et lidt mindre misbrug end i 2020, og det er vi superglade og stolte over,” siger han.

Når man lægger misbrug af mistede kort og misbrug på nettet sammen, blev der samlet misbrugt for godt 17,7 millioner kroner på dankort sidste år. I 2020 lå det tal på 17,8 millioner, og i 2019 på 30,8 millioner kroner ifølge Nets’ opgørelser.

Nets har tidligere peget på corona-pandemien som en medvirkende faktor til faldet.

Genåbning har ført til flere sager

En af grundene til, at der er et forholdsvis lille fald fra 2020 til 2021 kan være, at der i anden halvdel af 2021 skete en stigning i misbrug af franarrede og mistede dankort. Der blev misbrugt stjålne eller tabte dankort for godt 7,6 millioner kroner i anden halvdel af 2021 mod 4,4 millioner i anden halvdel af 2020.

”Vi kan desværre se lidt flere sager, hvor man som forbruger er i den uheldige situation, at man får stjålet eller franarret sit dankort og sin kode. Det er ikke mange, men vi ser desværre, at det sker,” siger Jeppe Juul-Andersen.

Han peger på genåbningen af samfundet i anden halvdel af 2021 som en af grundene til, at der er dukket flere af den slags sager op.

”Vi og bankerne har kørt en målrettet oplysningskampagne for at minde danskerne om de gode kortvaner. Vi kan heldigvis se, at det tynder ud igen i starten af 2022, men det var det, som drev det op,” siger han.

Han fremhæver, at det vigtigste, man kan gøre, er at passe på sine ting og ikke udlevere kort og koder til andre. Danskerne er gode til at passe på, mener han.

Jeppe Juul-Andersen forventer ikke dog flere store fald i misbrug af dankort.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at fastholde det her historisk lave niveau. Men jeg tror, at vi vil se en let stigende tendens, når alt vender fuldstændig tilbage til normalen,” siger han.

Salget i butikkerne stiger igen efter to måneders tilbagegang

Forbrugerne er blevet mere bekymrede for deres økonomi

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også