Erhvervsstyrelsen har nu iværksat en undersøgelse af anklager rettet mod ingeniørkoncernen FLSmidth om brud på EU’s sanktioner. Det skriver Finans.
Oplysningen kommer, efter Finans i samarbejde med Danwatch tirsdag beskrev, hvordan FLSmidth muligvis har brudt EU’s sanktioner i forbindelse med et mineprojekt i Belarus.
”Erhvervsstyrelsen kan bekræfte, at styrelsen har igangsat en undersøgelse af eventuelle sanktionsbrud i forbindelse med virksomhedens involvering i Belarus,” skriver Erhvervsstyrelsen til Finans.
Der er tale om et mineprojekt i Belarus, hvor FLSmidth i december efter indførelsen af amerikanske sanktioner indstillede sine leverancer. Eksperter mener dog, at ingeniørkoncernen allerede måneder forinden burde have droppet projektet til en værdi af 360 mio. kr., fordi EU havde indført sanktioner mod den russiske oligark Mikhail Gutseriev, storaktionæren bag mineprojektet.
Gutseriev blev sidste sommer sanktioneret af EU på baggrund af hans tætte forhold til den belarussiske diktator Alexandr Lukasjenko.
Oligarker forlader selskab med andel i Nordsø-eventyr
Dansk Gazprom-satsning under efterforskning af udenlandske myndigheder
EU retter nye sanktioner mod Rusland