Kun få ledere ønsker at skifte job

Efterspørgslen efter ledere er rekordhøj, men kun få ønsker at skifte job. Det viser en undersøgelse fra organisationen Lederne.
Ledere er åbenbart generelt godt tilfredse, hvor de er. Kun 6 ud af 100 ledere er for tiden aktivt jobsøgende. | Foto: Finn Frandsen
Ledere er åbenbart generelt godt tilfredse, hvor de er. Kun 6 ud af 100 ledere er for tiden aktivt jobsøgende. | Foto: Finn Frandsen

Virksomhederne, der vil rekruttere ledere, skal stramme sig an i jagten, for kun 6 pct. af lederne er aktivt jobsøgende, mens hver fjerde leder overvejer at skifte job. Det viser en medlemsundersøgelse foretaget i begyndelsen af marts fra organisationen Lederne. 1.519 ledere med personaleansvar har svaret på undersøgelsen.

Med andre ord er det lige knap 7 ud af 10 ledere, der hverken ønsker eller har planer om at skifte job i øjeblikket. For bare fire år siden gjaldt det kun godt 4 ud af 10 ledere.

Det er især ønsket om jobsikkerhed, der har fået en gruppe af ledere til at ændre svar, vurderer cheføkonom i Lederne Niklas Praefke.

”Vi er gået fra corona-krise til Ukraine-krise, og begge har skabt enormt stor usikkerhed. Det lægger en dæmper på lysten til at skifte job,” siger Niklas Praefke.

En anden forklaring til, at så få overvejer at søge nye græsgange, kan være de gode tider på arbejdsmarkedet.

”De, som har gået med en drøm om at skifte job, har formentlig allerede benyttet muligheden,” siger cheføkonomen.

Kræver gode tilbud at lokke folk væk

Den lave andel ledere, der drømmer om et nyt job, stiller store krav til arbejdsgiverne, hvis de skal tiltrække den ønskede arbejdskraft.

”Når så få ønsker at skifte job, kræver det ekstra meget af arbejdsgiverne at rekruttere nye ledere. Der skal i mange tilfælde et ekstraordinært godt tilbud på bordet, hvis man vil tiltrække en egnet kandidat,” lyder det fra Niklas Praefke.

De ledere, der alligevel overvejer at skifte job, eller som er aktivt jobsøgende, gør det især med et ønske om nye udfordringer. Det gælder 53 pct. af lederne. For tre ud af ti ledere er henholdsvis ønsket om en bedre work-life-balance og ønsket om højere løn som motivation for at søge nye veje, viser undersøgelsen.

For dem, der overvejer at skifte eller aktivt søger nyt job lyder motivationen fra hver fjerde, at de ønsker at arbejde i en virksomhed med et stærkere værdisæt, mens hver femte mener, at fremtidsudsigterne for deres nuværende stilling og/eller virksomhed er for usikre.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter