Trods krig: IFU ser god drift i sine ukrainske landbrugsinvesteringer

Ukrainske landbrug med danske investorer klarer hverdagen og såtiden godt, melder den statslige Investeringsfonden for Udviklingslande.
Foto: IFU
Foto: IFU

Selv om der er krig, miner og bomber, klarer de ukrainske landbrug med danske investorer lige nu hverdagen flot.

Det melder den statslige Investeringsfonden for Udviklingslande, der er medinvestor i fem projekter i fire ukrianske landbrugskoncerner.

”Den første tid efter krigen brød ud, var det selvfølgelig meget kritisk, fordi alle forsyningskæder og logistik brød ned. Men stille og roligt er er kommet en ny hverdag, og vores agriprojekter klarer sig,” fortæller Lisbeth Erlands, der er vice president i Investeringsfonden for Udviklingslande, med ansvar for investeringerne i Ukraine.

”Der er blevet produceret hele tiden, men nu er man også begyndt at kunne sælge igen, ligesom det er muligt at importere vitale råvarer, som mineraler og præmix til foder og gødning,” forklarer hun.

De fire landbrugsprojekter, som IFU har skudt penge i, ligger alle i den centrale og vestlige del af Ukraine, hvor kamphandlingerne og russernes tilstedeværelse har været mindre end i den østlige og sydlige del.

Internationalt har der været meget fokus på at sikre fødevareproduktionen. Ikke kun af hensyn til ukrainernes egen forsyning, men også fordi en hel række af lande er afhængige af den enorme eksport af hvede, majs og solsikkefrø og - olie, som Ukraine har sendt ud på verdensmarkederne.

”Det er vigtigt, at Ukraine kan opretholde landbrugsproduktionen. på et vist niveau. Det bliver nok næppe på 100 procent i år, men en landbrugsproduktion på et vist niveau er helt afgørende for Ukraines økonomi. Regeringen har prioriteret landbruget i deres kriselovgivning, martial laws, sådan at landbrug skal kunne købe diesel og også importere råvarer,” forklarer Lisbeth Erlands.

Diesel kan skaffes - men er dyrt

Meldingerne om ukrainsk landbrug har været mange og forskelligrettede gennem den nu snart halvanden måned lange russiske invasion. Alt fra handlekraftige ukrainske landmænd, der bakker deres traktor hen til forladte russiske tanks og ”konfiskerer” dem, til meldinger om lukkede slagterier og mejerier som følge af krigen.

En af de ting, der dog går igen i de sparsomme rapporter fra landet, er, at forsyningsituationen på mange vigtige råvarer er knap. Det gælder især benzin og andre brændstoffer - og Lisbeth Erlands bekræfter, at dette også har været en stor udfordring.

”Forsyningerne af diesel, som jo er helt afgørende, nu hvor der skal sås, har været meget kritisk. Men meldingerne er, at de nu kan få diesel igen og også få andre råvarer,” siger hun, men tilføjer:

”Deres problem er så, at der er voldsomt stigende priser på diesel. De kan godt købe det, men et er meget dyrt. El er også meget dyrt, ligesom al energi er, og gødning er blevet utrolig dyrt. Det er ikke kun en følge af krigen, men også af de generelle prisstigninger på energi, som vi ser over hele Europa.”

”Bortset fra det fungerer det faktisk bedre, end man kunne have frygtet.”

Ingen nedskrivninger eller forlængelser lige nu

Tre af projekterne, som IFU er involveret i, handler om svineproduktion, mens det sidste er kvæghold, der leverer mælk til et lokalt mejeri. Hvor meldingerne de første uger var, at forarbejdningen var lukket ned - hvilket gav landmændene store udfordringer, så kører også det nu igen.

”Hvis man ikke kan komme af med dyrene, bliver det hurtigt problematisk, især for svineproduktionen. Men slagterierne er begyndt de fleste steder at operere igen, i hvert fald dem, som vores projekter benytter sig af. Så salgskanalerne fungerer, og der er afsætning på både mælk og kød,” understreger Lisbeth Erlands.

Hvordan situationen vil se ud på både kortere og lidt længere sigt, tør og kan vicedirektøren af åbenlyse årsager ikke udtale sig om.

”Vi tager en dag ad gangen. Vi er i tæt dialog med vores projekter i Ukraine og støtter dem så godt, vi kan,” lyder meldingen.

At produktionen fortsat kører betyder, at IFU ikke for nuværende forventer at skulle nedskrive på projekternes værdi som følge af krigen.

”Som det ser ud lige nu, ser det ikke ud til det. Hvorvidt vi vil være nødt til at forlænge vores engagementer med projekterne på grund af krigen, er for tidligt at sige noget om,” forklarer Lisbeth Erlands.

Prehn forventer model for buræg klar i midten af 2022

Klimakrav til biogas udskydes med midler fra Erhvervspuljen: ”Helt forkert”

Ukraine: Vi kan stadig dyrke 50 til 70 procent af landbrugsjorden

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter