Fagbevægelse: Ældre skal kunne hjælpe ukrainere uden modregning.

FH-formand efterlyser hurtige politiske beslutninger, så ældre ikke modregnes for at arbejde med flygtninge
"Det giver god mening at fjerne modregningen for de ældre, hvis de tager et arbejde, der bidrager til at tage godt imod og integrere ukrainske flygtninge," siger Lizette Risgaard, formand for FH. | Foto: Jens Dresling
"Det giver god mening at fjerne modregningen for de ældre, hvis de tager et arbejde, der bidrager til at tage godt imod og integrere ukrainske flygtninge," siger Lizette Risgaard, formand for FH. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Ældre skal kunne arbejde med modtagelse og integration af ukrainske flygtninge uden at blive modregnet i folkepension eller efterløn. Det meddeler Fagbevægelsens Hovedorganisation onsdag.

Dermed lægger de sig på linje med Bupl og Danmarks Lærerforening, der i sidste uge meldte ud, at de så det som en forudsætning for at få pensionister og efterlønsmodtager til at genindtræde på arbejdsmarkedet.

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, ser et behov for, at de ældre inden for en række faggrupper kan genindtræde på det danske arbejdsmarked.

”Vi har brug for alle gode kræfter lige nu. Omsorgssektoren mangler i forvejen personale. Der er blandt andet brug for pædagoger, lærere, sygeplejersker, ufaglærte, håndværkere og administrative medarbejdere. Derfor tænker vi, at det giver god mening at fjerne modregningen for de ældre, hvis de tager et arbejde, der bidrager til at tage godt imod og integrere ukrainske flygtninge,” siger hun.

Brug for hurtig reaktion fra politikerne

Under coronapandemien blev en ordning, lignende den FH foreslår, vedtaget.

”Vi behøver ikke genfinde den dybe tallerken. Under corona havde vi også brug for flere hænder og var inde at lave den her ordning. Der er brug for, at politikerne ret hurtigt kommer i gang. Vi har allerede lagt forslaget til rette. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen er imod det her,” siger Lizette Risgaard.

I begyndelsen af året vedtog et politisk flertal, at folkepensionister fra årsskiftet ikke længere skal modregnes i deres pension, hvis de fortsat arbejder.

”Der er brug for, at vi ikke venter til årsskiftet, så folkepensionisterne kan komme i gang med at hjælpe med det samme - der er brug for ekstra hænder,” siger Lizette Risgaard.

Venstre er et af de partier, der er villige til at se på en hastelov, der vil fremrykke den beslutning. Det siger partiets beskæftigelsesordfører, Hans Andersen (V).

”Vi mener, at man skal fremrykke fjernelsen af modregningen. Der er jo et flertal på Christiansborg i forvejen, og vi har i Folketinget vist under coronapandemien, at vi kan lave ny lovgivning i løbet af meget kort tid,” siger han.

I forbindelse med Bupls udmelding for omkring en uge siden gav SF, De Konservative og De Radikale udtryk for samme holdning.

Pensionerede risikerer modregning for at undervise ukrainere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også