PolicyWatch

Virksomheders overskudsvarme kan erstatte gas i opvarmning

Dansk Industri håber på politisk hjælp til at skubbe virksomheders overskudsvarme ud i fjernvarmenettet.

Fabrikken KMC i Brande producerer blandt andet kartoffelmel. Overskudsvarme fra en virksomhed som denne kan muligvis udnyttes til anden varme. | Foto: Janus Engel

Virksomhedernes overskudsvarme kan i langt højere grad bidrage til at erstatte opvarmning med gas, mener Dansk Industri (DI).

Dansk Industri har fået konsulenthuset Rambøll til at undersøge, hvor meget overskudsvarmen kan bidrage med. Ifølge Rambøll kan den bruges til at opvarme 100.000 husstande.

Dermed kan overskudsvarmen blive en kilde, som nogle steder kan erstatte gas, som er blevet voldsomt aktuelt, efter at Ruslands invasion af Ukraine har skabt et politisk ønske om at blive uafhængig af russisk gas, og Rusland har lukket for gassen til Polen og Bulgarien og har truet med at gøre det samme over for resten af EU.

Nu kan det betale sig

Fra årsskiftet blev afgiften på overskudsvarme fjernet, hvis virksomheden, som leverer varmen, er certificeret af Energistyrelsen. Det betyder, at det kan betale sig at udnytte langt mere overskudsvarme end tidligere.

”Nu skal vi i gang med at udnytte langt mere overskudsvarme af hensyn til klimaet og vores forsyningssikkerhed. Der bliver brug for varmen, når så mange husstande skal skifte fra naturgas til fjernvarme,” siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi med henvisning til det politiske mål om at få 400.000 naturgaskunder over på fjernvarme eller varmepumper.

Mulighederne for at udnytte overskudsvarmen er generelt størst i de store produktionsvirksomheder, der ofte producerer store mængder overskudsvarme med en høj temperatur, som ikke skal hæves, inden varmen bliver sendt ud i fjernvarmenettet.

”Virksomheder, der gerne vil af med deres overskudsvarme, skal række ud til det lokale fjernvarmeværk og andre virksomheder med overskudsvarme i nabolaget og indgå et samarbejde. Ofte ligger virksomheder med overskudsvarme tæt på hinanden i erhvervsområderne, og ved at samarbejde om at udnytte overskudsvarmen bliver forretningsmodellen endnu bedre med større gevinst for både virksomheden og fjernvarmeselskabet,” siger Tina Kramer Kristensen, direktør for Energy Systems i Rambøll.

Mange praktiske udfordringer

Analysechef hos Dansk Fjernvarme Jesper Koch peger dog på, at det ikke er noget, der sker fra den ene dag til den anden.

For at overskudsvarmen skal nå fjernvarmenettet, skal der oftest indgås en aftale mellem de enkelte virksomheder eller en gruppe af virksomheder og et fjernvarmeselskab. At slutte virksomheden eller virksomhederne til et fjernvarmenet er også forbundet med en udgift. Og den udgift skal stå mål med gevinsten for fjernvarmeselskaberne.

”Det kan lade sig gøre. Det har vi gode eksempler på,” siger Jesper Koch, der dog tilføjer, at mange ting kan spille ind. Eksempelvis er der en række praktiske forhold, der skal passe ind for fjernvarmeselskaberne.

”Hvor lang tid kan vi være sikre på, at vi har varmen? Hvornår kommer den? Er det om sommeren? Om sommeren er der nogle selskaber, der har masser af varme. Der er varmen så billig, at overskudsvarmen har svært ved at konkurrere. Men hvis det er om vinteren, så er det jo alle tiders,” lyder det fra Jesper Koch.

I Dansk Industri håber man, at man politisk vil nedsætte en taskforce, der skal se på, hvordan overskudsvarme lettest muligt kommer ind i fjernvarmenettet:

”I mange tilfælde vil der være brug for konkret vejledning, så virksomheder, fjernvarmeselskaber og kommuner kan finde rundt i reglerne,” siger Troels Ranis, der er branchedirektør i DI Energi, i en pressemeddelelse.

Foderproducent vil forære spildvarme til hele byen

Ny aftale skal sende mere overskudsvarme ud i radiatorerne

Dan Jørgensen prioriterer overskudsvarme i PTX-strategi

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier