Danish Crown-direktør vil have moms på fødevarer sat ned

Momsen ligger i Danmark på 25 pct. uanset varetype. Men de stigende priser gør det nødvendigt at sænke momsen på fødevarer, mener køddirektør.
Jais Valeur vil have momsen ned på fødevarer. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
Jais Valeur vil have momsen ned på fødevarer. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
af ASGER SKOVDAL JEPSEN

Som det eneste land i EU har Danmark en ensartet moms på alle varer, men de nuværende prisstigninger gør, at det er nødvendigt at at sætte momsen ned på fødevarer, siger Jais Valeur, adm. direktør i kød- og slagterikoncernen Danish Crown, til Berlingske.

Kødchefen henviser til, at forbrugerpriserne i maj måned steg med 7,4 pct. sammenlignet med måneden før, hvilket er det højeste niveau siden 1983, og at forbrugerne har historisk lav tillid til den danske økonomi.

”Det er tankevækkende, og det skal man tage alvorligt. Vi er nødt til at opretholde et vist niveau af forbrugertillid på vej ind i en kommende krise, så forbrugerne ikke stopper helt med at købe noget. Ellers kan det blive grimt,” siger Jais Valeur.

Skatteminiser Jeppe Bruus (S) mener ikke, at en momsnedsættelse på fødevarer er den rigtige vej at gå.

”Vi ser med stor alvor på prisernes udvikling, der rammer rigtig mange mennesker hårdt på deres økonomi. Derfor drøfter vi lige nu med Folketingets partier, hvordan konsekvenserne af de stigende priser kan håndteres bedst. Jeg tror ikke på en generel momsnedsættelse. Det hænger ikke sammen økonomisk og er ikke målrettet nok i forhold til dem, der har mest brug for hjælp,” siger Jeppe Bruus.

I Danmark er momsen 25 pct. på alle varetyper. Til sammenligning ligger fødevaremomsen på 12 pct. i Sverige, og tyske politikere overvejer at sænke fødevaremomsen til 5-7 pct., fremgår det af Berlingske.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også