Strejken hos SAS kommer på det værst tænkelige tidspunkt lige midt i sommertrafikken.
Ikke mindst for storkunden Apollo Rejser, som nu skal ud i feberredninger for at forsøge at reducere påvirkningen på rejseselskabets kunder.
”SAS piloter i hele Norden strejker. Dette vil have stor indflydelse på flyvninger med SAS. Vi arbejder intensivt på at finde erstatningsfly til de berørte flyvninger,” skriver Apollo Rejser i en opdatering til kunderne.
Selskabet tilføjer, at det vil kontakte kunderne på SMS, hvis deres rejse er ramt af strejken.
”Hvis du ikke hører noget fra os, skal du tage til lufthavnen som normalt, og vi ønsker dig en rigtig dejlig ferie,” lyder det endvidere fra rejseselskabet.
På Apollos hjemmeside står der specifikt, at en rundflyvning fra København til Korfu mandag med afgang kl. 14 fra København og hjemrejse i aften kl. 18.50 fra Korfu er berørt af strejken.
Ingen aftale: SAS-piloter vil strejke