Lego opsiger aftale med samtlige butikker i Rusland

Siden marts har Lego ikke sendt Lego-klodser til Rusland. Butikker har dog stadig været åbne hidtil. (Opdateret)
Foto: Kai Pfaffenbach / Ritzau Scanpix
Foto: Kai Pfaffenbach / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Lego har opsagt sin kontrakt med driftsselskabet bag samtlige 81 butikker i Rusland. Det oplyser driftsselskabet Inventive Retail Group (IRG), der står for driften af legetøjsproducentens russiske butikker, tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Lego ejer ikke selv nogen butikker i Rusland. Opsigelsen af kontrakten kan betyde en afslutning på alle Legos aktiviteter i Rusland.

Den danske legetøjskoncern meddelte i marts, at den holdt op med at sende Lego-klodser og Lego-sæt ind i Rusland. Det skete som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine og de efterfølgende sanktioner. I mellemtiden forblev de 81 butikker i Rusland åbne.

Siden juni har der dog været problemer i forsyningskæden. En talskvinde for Lego oplyser til nyhedsbureauet AFP, at legetøjsproducenten har besluttet på ”ubestemt tid at indstille al kommerciel aktivitet i Rusland på grund af forstyrrelser i driften”.

Både danske såvel som internationale virksomheder har siden krigens begyndelse 24. februar trukket sig ud af Rusland.

De seneste uger har virksomheder som Nike og Cisco meddelt, at de indstiller deres aktiviteter i Rusland som konsekvens af, at Rusland har sendt styrker ind i Ukraine i det, Rusland betegner som ”en særlig operation”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også