Minkformand til Bertelsen: "Se dig i spejlet og forlad jobbet"

Det er uantageligt, at man kan få så alvorlig kritik og forblive landets øverste embedsmand, siger minkavlernes formand, Tage Pedersen. Men direktør forklarer advarslen og fortæller, at det ikke var Bertelsens ansvar at sikre lovhjemmel.
Foto: Brian Karmark/ERH
Foto: Brian Karmark/ERH
af ritzau og emma lauridsen

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, bør forlade sit job. Det mener formanden for Dansk Pelsdyravlerforening, minkavlernes formand, Tage Pedersen. Han er stærkt utilfreds med forløbet, som onsdag er kulmineret - og ifølge statsministeren afsluttet med, at departementschefen har fået en advarsel.

”Det er uantageligt, at man kan få så alvorlig kritik som landets øverste embedsmand, og at Barbara Bertelsen så nøjes med at få en advarsel,” siger Tage Pedersen.

”Hun bør se sig selv i spejlet og sige, at hun kan ikke sidde i det job,” tilføjer han.

Minkavlernes formand har ikke tillid til processen og mener, at alle de kritiserede embedsmænd burde være sendt hjem. Det skulle være sket, siger han, da det stod klart, at Minkkommissionen rejste alvorlig kritik af deres arbejde i forbindelse med beslutningen og aflivningen af alle mink i 2020.

Han har ikke tillid til det arbejde og den rådgivning, som Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har udført, og som Mette Frederiksen og flere andre ministre har truffet afgørelse på baggrund af.

”Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er jo bare Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen,” siger han.

Omvendt forholder det sig med Minkkommissionens beretning, som ifølge Tage Pedersen har leveret et ”uvildigt” stykke arbejde.

”Jeg synes, at det er et demokratisk problem, at man får så alvorlig kritik i en uafhængig granskningskommission, og at det så bare fører til en advarsel,” siger Tage Pedersen.

Miljøministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, er sendt hjem, og der indledes en disciplinærsag imod ham. Det samme gælder rigspolitichef Thorkild Fogde. Justitsministeriets departementschef, Johan Kristian Legarth, er sluppet med en irettesættelse af justitsminister Mattias Tesfaye (S). Sager imod tre medarbejdere i Fødevareministeriet er ikke afsluttet, men de sendes ikke hjem.

”Ikke hendes ansvar”

Men ifølge Signe Friberg Nielsen, der er direktør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, får departementschef Barbara Bertelsen en mild advarsel, fordi det ikke var hendes ansvar at sikre lovgrundlag. Advarslen får hun for sin rolle, som førte til en ”forceret” proces i minksagen, da flere millioner mink blev aflivet i november 2020. Det blev meldt ud uden lovgrundlag.

Ifølge direktøren var det altså ikke departementschefens rolle at sørge for, at lovgrundlaget var på plads. Styrelsen har rådgivet om håndteringen af sagen.

”Det, som Minkkommissionen beskriver, er, at hun burde have spurgt til det, men det er også dermed meget tydeligt, at de skriver, at det ikke er hendes ansvar.”

”Der sidder et ministerium, som har ansvaret for at vurdere, hvorvidt der er hjemmel eller ej. Det er ikke hendes ansvar at finde ud af, om der er hjemmel,” siger hun.

I stedet var det op til det daværende miljø- og fødevareministerium, som var ressortministeriet på sagen.

Minkkommissionen kom med sin beretning 30. juni. Her konkluderes dog, at Bertelsen burde have rejst spørgsmålet.

”Bertelsen, der selv er jurist, burde havde rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet,” lyder det.

Signe Friberg Nielsen understreger, at en advarsel er i den milde ende af skalaen, hvad angår kritik af embedsmænd.

”Det er i den milde ende,” siger hun.

4. november 2020 meldte statsminister Mette Frederiksen (S) ud, at alle mink i Danmark skulle aflives. Det skete på grund af en frygt for mutation af coronavirus i mink og skete uden lovgrundlag.

Frygten var, at det i yderste konsekvens kunne føre til en svækkelse af vacciners effekt.

For Barbara Bertelsen vil der ikke være yderligere ansættelsesretlige konsekvenser. Hun kalder advarslen fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen ”alvorlig” og tager den til efterretning.

I afgørelsen fra styrelsen lyder det, at Minkkommissionen ikke anvender ordet ”kritisabel” om hendes rolle. Om Statsministeriet, som hun står i spidsen for, hed det, at det havde handlet ”meget kritisabelt”.

Minkkommissionen lægger til grund, at Bertelsen ikke var bekendt med, at der manglede grundlag til aflivning af alle mink. Det har mødt kritik fra flere sider i Folketinget, at ti embedsmænd har fået lov at arbejde videre, mens deres sag blev vurderet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter