Kapitalfond tvinger SAS til at undgå ny strejke

Lån på 5,1 milliarder kroner skal hjælpe SAS med at fortsætte driften, mens konkursproces kører sideløbende. Hvis selskabet skulle blive ramt af endnu en strejke, kan långiver trække lånet tilbage, og så er det slut med SAS, lyder det fra analytiker.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af ritzau

En specifik betingelse for SAS’ låneaftale med kapitalfonden Apollo Global Management er, at luftfartsselskabet ikke rammes af en ny stor strejke. Det fremgår af et langt dokument, der er blevet fremlagt for en amerikansk domstol. Det skriver erhvervsmediet Finans.

Hvis Apollo trækker lånetilsagnet tilbage, kan det kaste SAS ud i en konkurs, vurderer aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen.

”Så er der ikke penge til at føre selskabet gennem en konkursbeskyttelse, og så kigger vi formentlig ind i en opløsning af SAS og dermed en konkurs,” siger han til Ritzau.

SAS har sikret sig tilsagn fra den amerikanske investor om et lån på 700 millioner dollar. Det svarer til cirka 5,1 milliarder kroner.

Selskabet meddelte i juli, at det har søgt om konkursbeskyttelse i USA i en såkaldt chapter 11-proces. Det skal give selskabet ro til at gennemføre en omfattende omstrukturering. De 700 millioner dollar skal sikre, at SAS kan fortsætte driften og udbetale løn i de 9 til 12 måneder, som processen i USA ventes at vare.

Svære forhandlinger venter

Luftfartsselskabet står imidlertid over for nogle svære forhandlinger med andre medarbejdergrupper om forringelser af deres arbejdsvilkår.

I den forbindelse vil Jacob Pedersen ikke udelukke, at de tyr til strejkevåbnet på samme måde, som piloterne gjorde i begyndelse af juli, og som endte med at koste en milliard kroner.

”Men at det her er skrevet ind i aftalen skulle jo gerne hjælpe til med, at medarbejderne - selv om det er hårde betingelser - finder en anden måde at udtrykke deres utilfredshed på. For en stor strejke trækker tæppet væk under SAS,” siger analytikeren.

Selskabet kom for nylig med sit regnskab for tredje kvartal, der viste et milliardstort tab. De seneste passagertal viste desuden, at strejken har kostet tusindvis af passagerer i løbet af sommeren.

Derfor ser Jacob Pedersen frem til de nye trafiktal, der kommer i næste.

”Det bliver jo utroligt spændende at se, om SAS trods strejke har genvundet noget af tilliden hos sine kunder,” lyder det.

SAS skal lande aftale med kabineansatte tidligere end planlagt

SAS taber milliardbeløb efter pilotstrejke

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også