PolicyWatch

Økonom: Stor sandsynlighed for gasrationering til vinter

”Gasrationering vil formentlig komme i spil, lang tid før gaslagrene er helt tomme, hvilket siger lidt om, hvilken udfordring vi står over for i øjeblikket,” varsler cheføkonom hos Nykredit.

Foto: HANNIBAL HANSCHKE/REUTERS / X02197

Manglende leverancer af naturgas fra Rusland og en presset import af flydende naturgas øger risikoen for rationering af gas i Europa til vinter. Løsningen bliver med al sandsynlighed en ændring i forbrugsadfærden eller en mild vinter, skriver Nykredits cheføkonom, Palle Sørensen, i en analyse.

”Gasrationering vil formentlig komme i spil, lang tid før gaslagrene er helt tomme, hvilket siger lidt om, hvilken udfordring vi står over for i øjeblikket,” varsler cheføkonomen.

”På den anden side bliver forbruget formentlig betydeligt lavere ved de nuværende rekordhøje gaspriser, end det vi har set historisk,” fortsætter han.

Det går til gengæld ud over de europæiske husholdninger, hvorfor det ventes, at der bliver indført et prisloft på elpriserne. I sidste ende er det usikkert, om efterspørgslen kan dæmpes nok til at undgå rationering.

I Europa består naturgassen i et begrænset omfang af udvinding fra egne felter, mens import fra Rusland, Norge og Algeriet samt import af flydende gas udgør størstedelen. Desuden kan der under normale omstændigheder trækkes på gaslagrene.

Det ser svært ud, hvis de russiske gasleverancer i løbet af vinteren ligger på gennemsnitsniveauet for leverancerne i august, skriver Palle Sørensen. Her vurderes det, at selv hvis gaslagrene når op på 90 pct. og reduceres til 0 pct. frem til marts, vil det ikke række til den normale efterspørgsel. Langt værre ser det dog ud, hvis Rusland lukker helt og aldeles for sluserne.

I årets løb er leverancerne af gas fra Rusland svundet ind, og i øjeblikket er der helt lukket for gassen gennem gasrørledningen Nord Stream 1 i Tyskland. Gazprom, der står for leverancerne, hævder, at rørledningen er lukket på grund af vedligeholdelse. Til gengæld er leverancerne gennem Ukraine øget en smule.

Fyldte gaslagre er en ringe trøst

I Europa er gaslagrene i øjeblikket 81 pct. fyldte, hvilket ifølge Palle Sørensen er et relativt fornuftigt niveau. Sidste år på samme tidspunkt var lagrene 70 pct. fyldte.

Problemet er imidlertid, at der er tale om relativt små lagre sammenlignet med det høje forbrug i vintermånederne, hvor gassen anvendes til opvarmning og elproduktion.

Det kan betyde, at lagrene opbruges på ganske få måneder for nogle lande, mens det for Belgien og Portugal ikke engang rækker til én måned.

En mulig redning er import af flydende naturgas, der ifølge Palle Sørensen næsten en til en har erstattet reduktionen i importen af gas fra Rusland. Den flydende naturgas forskydes dog typisk mod Asien og kan således allerede være kontraktuelt låst til de asiatiske lande.

Samtidig har de flydende naturgasleverancer til Kina været nedbragt på grund af nedlukninger. Skulle Kina åbne mere i løbet af vinteren, kan det blive på bekostning af leverancer til Europa.

Energiforbruget i Europa er da også som følge af de høje energipriser aftaget. Det gælder både husholdninger og virksomheder. I Tyskland er reduktionen blev opgjort til 15 pct. i juli.

Det kan dog blive sværere at holde fast i det lavere forbrug i vintermånederne, hvor naturgassen også skal bruges til opvarmning.

DI: Det går godt med at få fyldt Europas gaslagre

Danmark har allerede reduceret sit gasforbrug i forhold til EU-aftale

Spanien indfører omfattende tiltag for at spare på energien

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier