PolicyWatch

EU foreslår kriseinstrument for at få styr på produktion

EU-Kommissionen vil have mulighed for at bede virksomheder producere bestemte produkter i en krisesituation. ”Vi har brug for nye redskaber, der giver os mulighed for at handle hurtigt og i fællesskab,” siger EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

”Covid-19-krisen gjorde det klart, at vi skal gøre det indre marked operationelt på alle tidspunkter, lyder det fra EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager i forbindelse med præsentationen af forslaget Single Market Emergency Instrument. | Foto: Stephanie Lecocq/EPA / EPA

Mangel på håndsprit, masker og vacciner. Det var hverdag i mange EU-lande, da corona-pandemien brød ud.

For at undgå en lignende situation foreslår EU-Kommissionen et nyt kriseinstrument. Det skal give EU-Kommissionen og medlemslandene bedre mulighed for at få virksomheder til at producere bestemte produkter.

Målet er at hjælpe borgere og virksomheder på tværs af EU i fremtidige krisesituationer, siger EU-kommissær Margrethe Vestager.

”Covid-19-krisen gjorde det klart, at vi skal gøre det indre marked operationelt på alle tidspunkter. Også når der er krise. Vi har brug for nye redskaber, der giver os mulighed for at handle hurtigt og i fællesskab,” siger Margrethe Vestager.

Målet er at sikre, at produkter, som har ”vital betydning”, bliver ved med at være tilgængelige i en krise. Det skal i sidste ende medvirke til at beskytte borgere og virksomheder, fastslår EU-Kommissionen.

Derfor foreslår EU-Kommissionen et såkaldt Single Market Emergency Instrument. Det særlige kriseinstrument skal i første fase indeholde et beredskab, som skal give EU-Kommissionen og medlemslandene mulighed for at kommunikere om mulige problemer og øge beredskabet.

I den anden fase øges årvågenheden. Her vil medlemslandene i samarbejde med EU-Kommissionen skulle overvåge produktionen af vigtige varer og tjenester - og opbygge reserver.

Skal være forberedt til næste krise

Hvis det tredje niveau - nødtilstand - aktiveres, vil EU-Kommissionen få en række nye redskaber til rådighed. EU-Kommissionen vil blandt andet kunne anbefale medlemslandene at sikre flere kriserelevante produkter ved at hjælpe med at øge eller omprioritere produktionslinjer. Eller ved hurtigere at give nye tilladelser til virksomheder.

I tilfælde af en nødtilstand kan tredje niveau aktiveres. Her vil EU-Kommissionen kunne pålægge virksomheder at give oplysninger om deres produktion. EU-Kommissionen vil i den særlige situation også kunne bede virksomheder om at prioritere kriserelevante produkter. Hvis virksomhederne ikke vil gøre det, skal de kunne give ”tungtvejende grunde” for afslaget.

Det er nødvendigt for at være klar til den næste krise, siger EU-kommissær for det indre marked Thierry Breton.

”I stedet for at forlade os på ad hoc-løsninger, vil Single Market Emergency Instrument give et struktureret svar,” siger Thierry Breton.

Dansk Industri (DI) mener dog, at EU-Kommissionen giver sig selv for vidtrækkende beføjelser med forslaget. Det siger seniorchefkonsulent for DI i Bruxelles Andreas Brunsgaard.

”For DI er det afgørende, at kommissionen ikke får mulighed for at diktere, hvad europæiske virksomheder skal fremstille, hvilket kan føre til brud på kontrakter både i og uden for EU. DI er også bekymret over, at kommissionen lægger op til øgede informationskrav, hvor virksomheder skal videregive følsomme oplysninger, hvilket i en krisetid er svært for selv store virksomheder,” siger Andreas Brunsgaard.

Forslaget fra EU-Kommissionen skal nu diskuteres med medlemslandene og EU-Parlamentet.

Nyt kriseforslag vil kunne lægge beslag på danske virksomheders produktion

DI: EU-kriseindgreb kan undergrave troværdigheden for europæiske virksomheder

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

PolicyWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier