Debat: Dansk energiproduktion skal være grøn fra starten – ikke kulsort

Man er nødt til at kigge på det samlede billede og ikke kun på den vindmølle, der står i havet og snurrer. Den grønne omstilling starter, når man projekterer og producerer, hvorfor det er nødvendigt at købe grøn og bæredygtig teknologi trods højere pris , skriver adm. direktører i Tekniq og Valmont.
Niels Brix er adm. direktør i Valmont. | Foto: Valmont SM
Niels Brix er adm. direktør i Valmont. | Foto: Valmont SM
Af Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, og Niels Brix, adm. direktør i Valmont

I sidste uge meldte vindmølleproducenten Siemens Gamesa ud, at virksomheden nedlægger 800 stillinger i Danmark, og i sommer var den tyske vindmøllevingefabrikant Nordex tvunget til at lukke en stor fabrik i Rostock med 600 medarbejdere. Det sker, samtidig med at hele Europa i kampen mod klimaforandringerne satser historisk på vind som energikilde.

Afskedigelserne og nedlukningen skyldes i høj grad krav om billigere og billigere produktionsomkostninger uden hensyntagen til blandt andet klimapåvirkning. Den uheldige tendens til at vurdere pris over klima er desværre udbredt, den skader den grønne omstilling, og den truer fremtiden for danske virksomheder og arbejdspladser. Det er vi nødt til at gøre noget ved.

Ansvarlige virksomheder fravælges

I dag fravælger de store indkøbere de ansvarlige produktionsvirksomheder, som både betaler overenskomstmæssige lønninger og reducerer deres klimaaftryk systematisk, til fordel for oversøiske konkurrenter, som kan producere deres komponenter 10 eller 15 procent billigere.

Men hver gang vi producerer i lande, hvor klima- og miljøkrav er lavere eller ikke-eksisterende, skader vi klimaet, og når vi transporterer en komponent til en vindmølle halvvejs rundt om jorden for at installere den i Nordsøen eller andre steder i Europa, udleder vi unødige drivhusgasser og underminerer en dansk og europæisk styrkeposition. Det overlever hverken klimaet eller vores økonomi i længden.

Der er behov for en mere helhedsorienteret tilgang til den grønne omstilling. Den starter ikke, når eksempelvis en vindmølle står i havet og arbejder . Den starter ved starten, når vi projekterer og producerer. Hvis vi skal gøre det ansvarligt og bæredygtigt, er vi nødt til at kigge på andet end bare prisskiltet.

Nødvendigt med sund bundlinje

Selvom klimaet i vores optik alene bør veje tungt nok i overvejelserne, er det ikke det eneste, der er på spil. Hvis vi vil have, at de virksomheder, de arbejdspladser, den viden og de kompetencer, vi gennem årtier har opbygget og forfinet her i Danmark, ikke skal uddø, fordi ordrerne går til laveste bud, er vi nødt til at tage skeen i den anden hånd.

Det er ganske enkelt nødvendigt, at vi i den grønne europæiske industri kan fastholde en sund bundlinje, så vi kan fortsætte vores eksistens, fastholde og udbygge vores arbejdspladser og udvikle produkter til fremtiden. Det er også den eneste måde, vi kan forsvare en europæisk industri og sikre uafhængighed af forsyningskæder, vi ikke selv kan regulere, som vi har set resultaterne af senest med energikrisen og afhængigheden af russisk gas.

Grøn og bæredygtig teknologi er ikke gratis

Vi har brug for, at Ørsted, Vattenfall, CIP og ikke mindst danske og europæiske politikere forstår, at de er nødt til at købe grøn og bæredygtig teknologi. Og at netop den slags teknologi har et andet prisskilt. Gør de ikke det, så er de i realiteten aktivt med til at undergrave den grønne omstilling og den europæiske sikkerhed.

Den danske stat har postet milliarder af danske støttekroner i de største af de virksomheder, som indkøber vindteknologi til Danmark. Derfor er det også rimeligt at forvente, at de samme virksomheder gennem deres indkøb støtter ægte grønne og bæredygtige løsninger.

Vi skal undgå afskedigelser i Simens Gamesa og lukninger som eksemplet fra Rostock. Lukker vi ned, så åbner vi aldrig igen. Så har vi hverken gjort vores pligt over for klimaet, over for tusinder af medarbejdere i industrien, over for vores strategiske uafhængighed – eller over for vores børn og børnebørn.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter