Debat: Smartere samarbejde giver mere velfærd

Medarbejderne på de store velfærdsområder bruger for meget tid på opgaver, der ikke har noget med velfærd at gøre. Vi har brug for en diskussion af, hvilke opgaver der kan løses smartere, når det offentlige samarbejder med private virksomheder.
Foto: Stine Rasmussen/JPA
Foto: Stine Rasmussen/JPA
Af Jakob Scharff, branchedirektør i DI

Pædagogiske ledere bruger tid på it-support, sygeplejersker tømmer opvaskemaskiner og SOSU’erne vasker tøj. Manglen på arbejdskraft i velfærdsfagene kalder på en ny tilgang til arbejdsdeling mellem den offentlige og private sektor.

”Flere opgaver forstyrrer den pædagogfaglige ledelse”. Sådan lød overskriften på en opsigtsvækkende undersøgelse, som VIVE for nylig har gennemført for BUPL Århus. Størstedelen af de pædagogiske ledere i de kommunale børnehaver og vuggestuer i Aarhus Kommune oplever nemlig, at de bruger alt for meget tid på praktiske opgaver, som i stedet skulle være brugt på faglige ledelsesopgaver.

Den pædagogiske leder agerer it-supporter, og SOSU’en vasker tøj

En tredjedel af de pædagogiske ledere bruger masser af tid på rengøring og vask, mens over halvdelen lige så ofte bruger tid på it-support. De oplever, ikke så overraskende, at disse praktiske opgaver er yderst forstyrrende for den pædagogfaglige ledelse, og at de i øvrigt let kunne løses af andre.

Men problematikken er langt fra isoleret til børnehaverne og vuggestuerne. På hospitalerne bruger 77 pct. af sygeplejerskerne tid på ikke-sygeplejefaglige opgaver som at tømme opvaskemaskine, fjerne skrald og vaske gulv i løbet af arbejdsdagen. Og på mange hundrede kommunale plejehjem står medarbejderne selv for beboernes vasketøj.

Lad private stå for flere praktiske opgaver

Medarbejderne på de store velfærdsområder bruger for meget tid på opgaver, der ikke har noget med velfærd at gøre – vel at mærke i en tid, hvor der er stor personalemangel på selvsamme områder. Men manglen på varme hænder kan ikke alene reduceres til et spørgsmål om bureaukrati og dokumentationskrav. Det handler også i høj grad om smartere opgaveløsning og arbejdsdeling.

Alle kan ikke alt. I DI har vi peget på, at der kan frigives tid svarende til 1.100 ekstra sæt hænder i ældreplejen, hvis de kommunale plejehjem lod professionelle vaskerier stå for borgernes vasketøj. I Skanderborg Kommune alene kan der frigives mere end seks årsværk ved at overlade opgaven til private.

Det er tilsvarende bemærkelsesværdigt, hvorfor rengøringsopgaver på hospitalerne og i daginstitutionerne ikke løses i samarbejde med private i langt højere grad. For private aktører er netop specialister i at kunne tilbyde helstøbte facility management-løsninger, så der både er styr på rengøringen, ejendomsdriften og kantineordningen – opgaver, der næppe kan kategoriseres som kernekompetencer i de offentlige. I større virksomheder vil man typisk outsource disse funktioner for netop at sikre sig, at ledere og medarbejdere kan fokusere på kerneforretningen.

Med de alvorlige udfordringer, velfærdssamfundet står overfor, har vi brug for en gennemgribende diskussion af, hvad vi kan bede frontlinjemedarbejderne om at stå for – og ikke mindst hvilke opgaver, der kan løses smartere, når det offentlige samarbejder med private virksomheder.

Debat: Gennemsigtighed i kvalitet og pris kan hindre tillidskollaps i ældreplejen

Fruergaard vil knytte offentligt og privat sammen i jagt på nye sundhedsløsninger: ”Vi lever i en tid, hvor ting falder fra hinanden”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også