Arbejdsmarkedet fortsætter god stime trods inflation

Beskæftigelsen i oktober fortsatte med at stige, men tallet viser ikke den udvikling, der er i gang. Her peger pilen for beskæftigelsen nedad, lyder analyse fra cheføkonom.
Ifølge tallene er der stadig godt gang i arbejdsmarkedet. Fremtiden ser mere mørk ud, mener cheføkonom. | Foto: Jens Dresling
Ifølge tallene er der stadig godt gang i arbejdsmarkedet. Fremtiden ser mere mørk ud, mener cheføkonom. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Igen i oktober steg antallet af lønmodtagere i Danmark ifølge Danmarks Statistik. Trods inflation, krig i Europa og udsigter til en økonomisk nedtur steg beskæftigelsen med 1700 personer.

Hvis man renser tallene for vanlige sæsonudsving, var der ifølge Danmarks Statistik 2.970.800 i beskæftigelse i oktober. Dermed fortsætter de seneste års tendens, hvor der kommer flere i beskæftigelse.

Bortset fra under corona-pandemien har beskæftigelsen i Danmark været støt stigende siden midten af 2013. Dengang var omkring 2,5 millioner i beskæftigelse. Siden da er antallet af lønmodtagere vokset med næsten 500.000.

Tallet er bagud for virkeligheden

Økonomer har dog i et stykket tid advaret om, at festen på arbejdsmarkedet snart kan være slut. En af dem er Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

”Beskæftigelsen er på en spektakulær rejse,” skriver han i en analyse. 

”Der er massevis af udfordringer for dansk økonomi med høj inflation, en elendig forbrugertillid og høj økonomisk usikkerhed. Men beskæftigelsen viser stadig pæne takter.”

Stigningen i antallet af lønmodtagere i oktober var da også et stykke under stigningerne i august og september. Her steg beskæftigelsen med henholdsvis 6300 og 5100 personer.

Tal for beskæftigelsen opgøres ikke lige så hurtigt som andre indikatorer på arbejdsmarkedet såsom ledigheden eller antallet af stillingsopslag, og det er nogle af de ”hurtigere” tal, der får Jeppe Juul Borre til at advare om, at billedet på arbejdsmarkedet meget vel allerede kan have ændret sig.

”Et friskt billede fra jobmarkedet viser, at antallet af stillingsopslag daler. I november faldt antallet for niende måned i træk. Stillingsopslagene ligger stadig til den høje side, men retningen er klart nedadgående. Samtidig viser de nyeste ledighedstal, at flere meldte sig i ledighedskøen i november, som steg med 1.800 personer,” skriver Jeppe Juul Borre.

I oktober var stigningen i beskæftigelsen hovedsageligt drevet af, at antallet af lønmodtagere i det offentlige steg med 1400 personer, mens beskæftigelsen i det private steg med 300 personer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også