PolicyWatch

Trump overvejer et besøg i Danmark

USA's præsident skal til mindehøjtidelighed i Polen til september. Besøg i Danmark er muligt i samme omgang.

USA's præsident, Donald Trump, siger til journalister i Det Hvide Hus, at han muligvis besøger Danmark under en rejse til Europa i begyndelsen af september. | Foto: Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, siger til journalister i Det Hvide Hus, at han muligvis besøger Danmark under en rejse til Europa i begyndelsen af september. 

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trump forklarer, at han vil besøge Polen 1. september. Det sker i forbindelse med en højtidelighed for 80-året for Nazitysklands angreb på landet og udbruddet af Anden Verdenskrig.

Polske embedsmænd omtalte tidligere på måneden planen om et besøg af Trump.

"Jeg ser frem til det. Jeg holder af folket," siger den amerikanske præsident.

Herefter bliver Trump spurgt, om han også skal andre steder hen, og han fortæller, at han muligvis også besøger Danmark ved den lejlighed.

"Vi ser på det. Vi tager måske til Danmark. Vi ser på det," siger han.

Trumps tre forgængere, Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama, besøgte under deres tid som præsidenter Danmark.

Statsministeriet oplyser til Ritzau, at det ikke kan bekræfte noget i forhold til præsident Donald Trumps udmelding. Ministeriet vil ikke bekræfte, om der er et arbejde i gang med at få præsidenten til Danmark.

"Der er på nuværende tidspunkt ikke noget bekræftet besøg af den amerikanske præsident i Danmark."

"Men det siger sig selv, at præsidenten af en meget tæt og nær allieret af Danmark naturligvis altid er velkommen," lyder det i et skriftligt svar fra Statsministeriet.

Tirsdag aften er statsminister Mette Frederiksen (S) ikke tilgængelig for en kommentar til Trumps udmelding, oplyser ministeriet.

Mere fra PolicyWatch

ECB-økonomer lægger bitcoin i graven

I et indlæg fra Den Europæiske Centralbank (ECB) er der ikke ret stor fidus til kryptovalutaen bitcoin, som ifølge to økonomer holdes kunstigt i live og snart vil være helt irrelevant.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier