Løkke holder fast og vil ikke begrave SV-regering

Venstre-næstformand Kristian Jensen ønsker ikke en SV-regering, men Lars Løkke Rasmussen begraver ikke idéen.
Venstre holder pressemøde vedsommergruppemødet. Venstres Jakob Ellemann-Jensen, Venstres Lars Løkke Rasmussen og Venstres Kristian Jensen. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Venstre holder pressemøde vedsommergruppemødet. Venstres Jakob Ellemann-Jensen, Venstres Lars Løkke Rasmussen og Venstres Kristian Jensen. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen vil ikke afvise en SV-regering fremover. 

Det siger han i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

Meldingen kommer, efter at partiets næstformand, Kristian Jensen, ellers i klare vendinger har udtalt, at en SV-regering ikke er den rigtige vej at gå for Venstre eller blå blok. 

Det udtalte Kristian Jensen i et interview med Berlingske tidligere på ugen.

Men Løkke lader tanken om SV-regeringen hænge luften. Han vil ikke trække den tilbage, selv om alle de øvrige partier i blå blok i den grad opfordrer til det.

"Jeg kommer ikke som formand til at afskrive mig nogen muligheder. Når Dansk Folkeparti kræver, at vi afsværger os et samarbejde med De Radikale, så kan jeg ikke sige det." 

"Det vil være tudedumt, hvis jeg afsværger mig muligheden for et samarbejde to måneder inde i valgperioden," siger Løkke.

Han peger på, at Venstre ikke kan samarbejde med De Radikale om udlændingepolitikken, men godt kan om eksempelvis den økonomiske politik.

Løkke mener ikke, at vælgerne kan blive forvirret over, hvor Venstre står.

"Jeg tror ikke, at danskerne er i tvivl om, hvor Venstre står. Jeg tror godt, at danskerne i modsætning til de politiske kommentatorer kan håndtere mere end en ting af gangen."

"Hvad går vi så til valg på næste gang? Det skal vi nok svare på, inden vi går til valg næste gang. Men der er formentlig fire år til," siger Løkke.

"Dermed har jeg også svaret på, om jeg er her om fire år, når vi skal til valg igen. Ja, det er jeg."

"Men man må væbne sig til den tid med svar på, hvad vi så går til valg på. Det afhænger af, hvordan denne valgperiode former sig," siger Løkke.

Fredag formiddag skrev flere medier, at Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen undervejs i sommergruppemødet havde krævet Kristian Jensens afgang som næstformand og gruppeformand. 

Claus Hjort Frederiksen mener ifølge en række medier, at Kristian Jensen har opført sig illoyalt over for Løkke.

Venstreformanden afslog imidlertid at kommentere på, om Claus Hjort Frederiksens vitterligt havde krævede næstformandens afgang.

Ifølge formanden havde fordelingen af ordførerskaber i folketingsgruppen dog skabt debat.

"Ja, det har slået gnister, men sådan er det. Nu skal vi videre," siger Løkke.

Kristian Jensen fortalte videre på pressemødet, at han ikke ser nogen grund til, at Venstre skal have ny formand eller næstformand, og at han desuden vil genopstille som næstformand for partiet.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også