Støttepartier: Regeringen nøler med centrale klimabeslutninger

Regeringens støttepartier efterlyser handling, så der kan komme gang i de borgerting, der skal inddrage borgerne i klimapolitikken, og klimahandleplanerne
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
INFORMATION FORMIDLET AF RITZAU

Regeringens støttepartier kritiserer regeringen for ikke at tage hul på forhandlingerne om de forkromede klimahandlingsplaner. Samtidig er de utilfredse med, at regeringen endnu ikke har meldt noget ud om det klimaborgerting, der skal komme med bud på konkrete klimatiltag i forbindelse med klimaforhandlingerne.

Det skriver Information.

"Vi vil i gang med det borgerting nu. Vi synes, alt er gået i stå, og at der er dømt nøl på rigtig mange ting i øjeblikket. Jeg ved ikke, hvad regeringen laver," siger De Radikales klimaordfører, Ida Auken, til avisen.

Fredag sendte Ida Auken som formand for Klima- og Energiudvalget et brev til klimaminister Dan Jørgensen (S), hvor hun på vegne af udvalget lagde pres på ministeren for at øge tempoet i processen.

Partierne mener, det er afgørende, at borgertinget oprettes nu, så borgerne reelt kan nå at blive hørt og inddraget i klimaforhandlingerne. Ellers bliver det bare "et skuespil" uden effekt, siger Ida Auken.

Hun får opbakning fra SF, Enhedslisten og Alternativet, der alle understreger vigtigheden af, at partierne bag klimaloven inddrages i processen, så der bliver respekt om borgertinget i Folketinget.

"Det bekymrer mig meget, at vi ikke har hørt noget som helst fra regeringen. Vi skal hurtigst muligt have det klimaborgerting," siger Enhedslistens Mai Villadsen.

Også når det kommer til selve klimahandleplanerne nøler regeringen, mener støttepartierne. Ordførerne fortæller til Information, at de havde forventet at blive indkaldt til forhandlinger umiddelbart efter juleferien, men at det ikke er sket.

"Regeringen er virkelig langsomme i optrækket og nøler nu, hvor det bliver svært," siger Ida Auken.

Det er samtidig kommet frem, at regeringen agter at splitte klimaplanen op i mindre bidder. Både Mai Villadsen og SF’s Signe Munk mener dog, at der er "masser af lavthængende frugter" at tage fat på allerede nu, som de formulerer det.

Rasmus Nordqvist er bekymret for, om politikerne kan nå at blive færdige med forhandlingerne på denne side af sommeren, hvis ikke arbejdet snart sættes i gang.

"Klimakrisen står ikke og venter på, at vi bliver færdige. Det bliver et stort stykke arbejde og kommer til at involvere mange ministerier," siger han.

Det har ikke været muligt for Information at få en kommentar fra Dan Jørgensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også