V: Regeringen har kun fremlagt brudstykker af udligningsmodel

Venstre afviser at forhandle om nyt udligningssystem, før regeringen redegør for baggrunden for ændringer.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
RITZAU

Efter pres fra oppositionen fremlagde regeringen onsdag beregninger og data bag et omstridt udspil til en ny ordning for økonomisk udligning mellem rige og fattige kommuner.

Men i Venstre er man langtfra tilfreds. Og de data, som onsdag sivede ud fra Social- og Indenrigsministeriet, er ikke nok til at lokke Venstre til forhandlingsbordet.

"Først og fremmest er jeg glad for, at regeringen har lagt brudstykker og delberegninger frem. Jeg undrer mig over, at det har taget snart 14 dage, og regeringen konsekvent har forsøgt at tilbageholde oplysningerne," siger politisk ordfører Sophie Løhde (V).

"Der er dog stadig data og delberegninger, som regeringen stadig ikke har oversendt. Det har jeg selvfølgelig en forventning om, at regeringen får leveret, så vi kan få sat gang i forhandlingerne," siger hun.

Regeringen præsenterede forrige torsdag sit udspil til en reform af systemet.

Regeringen undlod dog at fremlægge, hvilke analyser og beregninger der lå bag udspillet.

Ifølge regeringen er alle "relevante tal" nu fremlagt. Det understregede social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i en pressemeddelelse onsdag.

"Nu er alle de relevante tal lagt åbent frem, og vi opfordrer alle partier, der er klar til at tage ansvar, til at komme til forhandlinger," sagde Astrid Krag.

Sophie Løhde mangler dog stadig mange svar, før Venstre er klar til at forhandle.

"Vi har gennem snart 14 dage bedt om, at regeringen giver svar på, hvilke faglige analyser regeringens ændringer af udligningssystemet er baseret på," siger hun.

"Det har vi nu fået svar på. De findes ikke."

Regeringsudspil til udligningsreform sender penge fra øst til vest 

Venstre forhandler ikke udligning før S sender beregninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også