Dansk Erhverv beder om mere støtte: Forlænget nedlukning forværrer krisen

Allerede nu bør man gøre ordningen om lønkompensation mere attraktiv, mener direktør Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv.
Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson
AF JESPER HØBERG

Allerede nu kan der være behov for at udvide hjælpepakkerne til et kriseramt dansk erhvervsliv.

Sådan lyder budskabet fra Dansk Erhverv, efter at regeringen mandag besluttede at forlænge den delvise nedlukning af samfundet med yderligere to uger frem til og med den 13. april.

Interesseorganisationens direktør, Brian Mikkelsen, siger, at forlængelsen forværrer krisen for danske virksomheder mærkbart, og derfor bør man allerede nu forbedre mulighederne for at sende medarbejdere hjem med løn delvist finansieret af staten.

"Vi står midt i en historisk stor økonomisk krise. En krise, der uundgåeligt vil medføre konkurser, arbejdsløshed og lavkonjunktur. I starten var det udvalgte brancher, som blev ramt stenhårdt. Nu vil flere blive berørt," siger han.

Ordningen om lønkompensation betyder, at virksomheder, der sender medarbejdere hjem i stedet for at fyre dem, kan få refunderet op til 23.000 kroner om måneden af staten for funktionærer, mens taksten er op til 26.000 kroner om måneden for ikke-funktionærer.

Erhvervsstyrelsen skal administrere ordningen, og den forventer at åbne op for ansøgninger i indeværende uge.

DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen bakker op om regeringens beslutning om at forlænge den delvise nedlukning af samfundet.

Men beslutningen understreger samtidig vigtigheden af at få den økonomiske hjælp ud til virksomhederne så hurtigt som muligt, siger han:

"Førsteprioriteten er at bryde smittekæderne og redde liv. Ikke desto mindre rammer det selvfølgelig rigtig mange virksomheder og arbejdspladser hårdt, fordi indtægterne tørrer ud. Derfor gælder det om, at vi hurtigst muligt får de mange gode hjælpepakker bragt i spil, så så mange virksomheder og deres medarbejdere som muligt kan klare sig igennem krisen," siger han.

DI-direktøren tilføjer, at han også kan komme i tanker om elementer, der kan justeres i de eksisterende pakker, men han vender tilbage til det billede, han tidligere har brugt: Nemlig at huset Danmark står i flammer, og hjælpepakkerne er de vandslanger, der skal få branden slukket.

"Lige nu er jeg ikke så optaget af, hvor lange eller hvor tykke slangerne er. Nu handler det først og fremmest om at få pumpet noget vand igennem dem," siger han.

Samme toner lyder fra Horesta, der varetager interesserne for nogle af de hårdest ramte brancher i Danmark, restauranter og hoteller. Ifølge en undersøgelse, Horesta har gennemført, betegner 20 procent af medlemmerne sig som lukningstruede.

"Det er klart, at det tager noget tid at få hjælpepakkerne på plads i praksis. Men der er brug for løsninger her og nu," siger direktør Katia Østergaard.

Finans arbejder på at få en kommentar fra Simon Kollerup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også