Når der snart skal forhandles en ny medieaftale, bliver det blandt andet med særligt fokus på udvikling og understøttelse af lokale og regionale medier, hvis det står til Venstre og Konservative. Det skriver Berlingske i dagens avis.
De to store borgerlige partier har netop erklæret deres opbakning til en del af udspillet til en medieaftale, som Danske Medier kom med for et par dage siden, som indebærer en udviklingspulje på 140 mio. kr. til lokale og regionale medier.
"Hvis vi ønsker, at de lokale og regionale medier fortsat skal eksistere og udvikle sig, bliver vi nødt til at afsætte nogle penge til det. Det er svært for dem at begå sig i det nuværende marked, og de har brug for hjælp til at omstille sig til en ny digital virkelighed," siger mediepolitiske ordfører for Venstre, Britt Bager, til Berlingske.
(Denne artikel er leveret af vores søstersite MediaWatch)