DI ser skrækscenarie i nyt uddannelsesudspil

Dansk Industri frygter, at regeringens udspil på uddannelsesområdet, der blandt andet lægger op til at reducere optaget af studerende med 10 procent på uddannelser i de fire store byer, kan få alvorlige konsekvenser for virksomhedernes mulighed for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. 
Mette Fjord Sørensen, underdirektør i DI, forudser mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvis man reducerer optaget på uddannelser i de fire store byer. | Foto: PR/Hans Søndergård/Dansk Industri
Mette Fjord Sørensen, underdirektør i DI, forudser mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvis man reducerer optaget på uddannelser i de fire store byer. | Foto: PR/Hans Søndergård/Dansk Industri

"Det er afgørende for DI, at virksomhederne kan få kvalificerede medarbejdere. Derfor frygter vi, at en tvangsudflytning og en reduktion på antallet af uddannelsespladser vil få store konsekvenser for optaget på de uddannelser, som erhvervslivet efterspørger og for de faglige miljøer."

Sådan lyder reaktionen fra Mette Fjord Sørensen, underdirektør i DI, i en skriftlig kommentar til  regeringens udspil ”Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund”.

Ifølge de informationer, der er kommet frem forud for præsentationen af udspillet senere torsdag, lægges der nemlig op til, at uddannelsesinstitutionerne i de fire store byer skal reducere antallet af studiepladser med op til 10 procent.

"For os er det et skrækscenarie, at man kan ende med at nedlægge pladser på ingeniør- eller it-uddannelserne, for virksomhederne skriger på medarbejdere inden for de områder. Det vil være katastrofalt og gå stik imod intentionerne i regeringens egen teknologipagt. Der er allerede i dag ledige pladser på de uddannelser i de store byer, og flytter vi de uddannelser, vil vi stå med endnu større rekrutteringsproblemer. Vi har brug for flere ansøgere – ikke færre, og det får vi ikke, hvis uddannelserne bliver revet op med rode og flyttet et sted hen, hvor vi risikerer, at de studerende ikke flytter med," siger Mette Fjord Sørensen.

En analyse fra DI viser, at der allerede i dag afvises mange kvalificerede ansøgere til uddannelser, som erhvervslivet efterspørger, f.eks. inden for datalogi, robotteknologi og økonomi.

"I stedet for at udflytte uddannelser mener vi, at man bør oprette flere uddannelser der, hvor de lokale virksomheder efterspørger dem. F.eks. som de har gjort i Kalundborg, som er hjemsted for mere end 5.000 industriarbejdspladser, og som for nylig har fået en diplomingeniøruddannelse. Og hvis man absolut skal flytte noget, skal det ske i meget tæt samarbejde med erhvervslivet lokalt. Ellers risikerer vi at uddanne til ledighed," siger Mette Fjord Sørensen.

Regeringen vil oprette 25 nye uddannelsessteder i provinsen

SMV råber vagt i gevær om uddannelsesudspil 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også